Kommer kampflyene til Flyvestation Værløse?

Flyvevåbnet leder efter nedlagte flyvestationer til at huse F-35 midlertidigt. Flyvestation Værløse blev nedlagt i 2004, men har en række af de ønskede shelters.

Forsvarskommandoen vil ikke ændre servitut for indflyvning til Flyvestation Værløse. Det sker med henvisning til den nuværende sikkerhedspolitiske situation. Lektor Peter Viggo Jakobsen mener, at det er oplagt Flyvestation Værløse vil blive brugt i en krise/krigssituation.
Af Mikkel Kjølby

Den sikkerhedspolitiske situation har i den grad ændret sig, siden Flyvestation Værløse blev lukket som operativ militær base i 2004.
Netop den nuværende sikkerhedspolitiske situation er årsagen til, at Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse ikke vil efterkomme en grundejers ønske om at få ophævet en servitut, som blev lagt på området i 1970’erne og forhindrer byggeri i højden ved Søndersø i Værløse. 
Servitutten er lavet pga. indflyvning til Flyvestation Værløse.
I svaret til grundejeren lyder det;
– Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse kan ikke imødekomme din forespørgsel på aflysning af ovennævnte servitut. Dette er grundet den nuværende sikkerhedspolitiske situation.
Alt Om Furesø har spurgt ind til sagen overfor Forsvarskommandoens, som oplyser følgende:
– En ændring af servitutten vil have indflydelse på flytrafik til og fra området. Det er ikke et udtryk for, at der er konkrete planer om at ændre på Flyvestation Værløses status, men som følge af den sikkerhedspolitiske situation ønskes anflyvning til flyvepladser og lufthavne ikke begrænset, skriver Forsvarskommandoen i et svar til Alt Om Furesø.
Siden 2004 er der bygget boliger på begge sider af landingsbanen og det midterste område ved landingsbane er udlagt til rekreativt område. Naturstyrelsen ejer området, men har ikke ønsket at svare på spørgsmål om, hvorvidt landingsbanen kan åbnes til militære formål. Man henviser til Forsvarskommandoen.
For lektor ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, Peter Viggo Jakobsen giver det god mening, at man muligvis vil bruge Flyvestation Værløse.
– Ja det er da helt logisk. I en krise/krigssituation kan banen bruges til militære formål, og vi har brug for så mange landingsbaner som muligt for at gøre det sværere for russerne at ramme vores og allierede fly med missiler, fortæller Peter Viggo Jakobsen til Alt Om Furesø.
Tidligere flyveleder Mogens Houman vurderer, at landingsbanen er i stand til at modtage alle slags fly.
– Tilstanden er som da flyvestationen lukkede for flyvekontrol d. 31.03.2004. Der har ikke været frostsprængninger, slid m.v., så det eneste, der skal til, er en fejning af banen og så er den klar til at modtage fly af enhver størrelse, forklarer Mogens Houman.
Flyvestation Værløse har aldrig været base for kampfly, men var en såkaldt redeploymentbase for tyske, danske og hollandske F-16. Derfor blev der i 1970’erne opført en række shelters, som den dag i dag kan huse kampfly.
DR Nyheder bringer her til morgen en artikel, hvor chefen for Flyvevåbnet, generalmajor Jan Dam, oplyser, at man ønsker at sprede de danske F-35, da de er for let et mål på Flyvestation Skrydstrup. Derfor er man ved at finde egnede lokationer.
Læs DR Nyheders artikel her 
– Det er et spørgsmål om både operationel og økonomisk prioritering, hvor mange steder man vil tage i brug. Der er nogle af de steder, vi har kigget på, hvor det vil kræve en del at gøre det klar til F-35, siger Jan Dam til DR Nyheder.
I artiklen oplyses det, at netop betonpolstrede flyhangarer med udstødning i den ene ende er en central del af manøvren.

Ifølge tidligere militære flyveleder Mogens Houman er landingsbanen i god stand og kan modtage fly af enhver størrelse.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *