Kultur, Fritid og Idrætsudvalget har besluttet at yde tilskud på 30.000 kroner årligt til de store UCI-cykelløb Copenhagen Sprint PostNord Danmark Rundt.
Af Mikkel Kjølby
Siden 2021 har Kultur, Fritid og Idræt uddelt faste tilskud til aktører på kulturområdet. Det er typisk foreninger eller fællesskaber, der afvikler aktiviteter til glæde for borgere i Furesø.
I år var der mulighed for at tildele midler til nye aktiviteter. Der var et råderum på 60.000 kroner i den 200.000 kroner store pulje.
Kultur- Fritids og Idrætsudvalget besluttede at yde et tilskud på 30.000 kroner til de store UCI-cykelløb Copenhagen Sprint og PostNord Danmark Rundt.
Cykelløbet Copenhagen Sprint tiltrak ca. 275.000 tilskuere i området omkring København i sommeren 2025, og vakte stor begejstring i de kommuner, der var med.
– Med et fast tilskud til denne årlige event i 2026 og 2027, kan vi forankre cykelløbet og fremme interessen for cyklisme indadtil og promovere vores attraktive kommune udadtil, fortæller næstformand for udvalget, Markus Zhen Wei Jin (V).
Copenhagen Sprints rute går igennem Furesø Kommune. I 2025 var det især området ved Farum, som fik syn for sagen. TV—dækningen gav flotte helikopterbilleder fra området.
PostNord Danmark Rundt har de seneste år haft etapemål i Bagsværd. Det har ført cykelrytterne igennem Jonstrup, Værløse og Hareskovby.
Forvaltningen forklarer behovet for tilskud til udgifterne.
– Udgifterne knytter sig primært til tilladelser til skiltning, afspærring og adgang samt praktisk koordinering af løbet. Ud over Copenhagen Sprint kører Post Nord Danmark Rundt også igennem Furesø Kommune. Med et fast tilskud til samarbejdet om disse events vil man kunne forankre cykelløbene og dermed styrke potentialet både indadtil i kommunen og udadtil, skriver forvaltningen i dagsordenspunktet.







