Farum Sø-sagen. Det fik landsdækkende opmærksom, da A/S Farum Sø lukkede for offentlig adgang til Farum Sø.
De seneste år har der været megen blæst omkring Farumgård-sagen, men mange år forinden var der Farum Sø-sagen.
En af arkitekterne bag fredningen af Farumgårds parkanlæg var nabo til Farumgård. Dr. Erik Odin Castberg som boede på adressen Søvej 4 og gav navn til Doktorens Bugt. Han var medlem af Farum Sogneråd fra 1943 til 1946, men havde længe været en markant person i Farum.
Tilbage i 1919 var han en af folkene bag A/S Farum Sø.
Selskabet blev oprettet, da Farumgårds ejer, Ejner Sehested, i 1919 søgte at sanere sin økonomi ved at sælge rettighederne til sejlads, fiskeri og rørskæring i Farum Sø. Farum Sogneråd kunne ikke finde pengene og så slog A/S Farum Sø til med et beløb på 40.000 kroner.
I 1932 skete der så det, at amtsbroen ved Fiskebæk blev ombygget og hævet. Det gav kano og kajakker mulighed for at ro fra Furesøen ind i Farum Sø via Fiskebæk Å.
Inden det kom så vidt, blev der sat kæder op tværs over åen og kort efter blev afspærringen suppleret med lægter, så selv den mest ihærdige kajakroer ikke kunne komme under afspærringen.
Farum Sogneråd fandt afspærringen uheldig, men kunne ikke gøre noget ved det. Landsdækkende aviser som Politiken, Ekstrabladet og Socialdemokraten tog sagen op og gjorde Erik Castberg til skydeskive for vreden.
”Det Castbergske Naturdiktatur” blev det beskrevet som.
Erik Castberg replicerede, at hvis man spørger pænt og opfører sig ordentligt, kan man få lov til at sejle ind i Farum Sø, men bisser fra København ødelagde det for alle de andre.
I 1948 ville Staten ikke finde sig i det længere. Der blev anlagt sag mod A/S Farum Sø. Dommen faldt samme år og gav mulighed for, at Staten kunne give almenheden tilladelse til at færdes på søen.
Afspærringen ved Fiskebæk Å blev derefter fjernet.
Erik Castberg var en markant figur i Farum. Han kom til Farum i 1915 som 28-årig læge. Han var sygekasselæge og red på sygekassebesøg til omkringliggende byer som Værløse, Ganløse, Slagslunde og Lynge.
Han opførte lægeboligen på Søvej 4 i 1922, en herskabelig bolig med udsigt til Farum Sø.
Han var i årevis i konflikt med offentligheden om adgang til badestranden og led nederlag.
Han efterlod sig et indtryk af at være en resolut mand med aristokratisk stil og blev kaldt ”Kongen af Farum”.
Dr. Erik Odin Castberg døde pludseligt i 1949 – blot et år efter dommen over A/S Farum Sø. Han blev 62 år.
Kongen af Farum lukkede søen for offentligheden
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest