Forligskredsen omkring Infrastruktuforliget gav Furesø Kommune fik tid til at komme med et overdækningsprojekt, inden udvidelsen af Hillerødmotorvejen fra Bagsværd til Farum C. realiseres i 2029. Konservative Lars Carstensen arbejder videre med forslaget om en let overdækning med boliger langs motorvejen.
Af Mikkel Kjølby
Helt tilbage i Peter Brixtoftes borgmestertid skrev Lars Carstensen et læserbrev, hvor han formulerede drømmen om en overdækning af motorvejen i Farum. Den idé arbejdede Furesø Kommune videre med mange år senere og kom med et forslag om en tung overdækning med mange boliger på toppen.
Op til valget i 2021 præsenterede Lars Carstensen så den konservative vision. Her var overdækningen ganske let med plads til fodboldbaner og parker ovenpå, mens finansieringen af overdækningen skulle findes ved de nye attraktive og støjsvage grunde langs den overdækkende motorvej.
Vejdirektoratets projekt for udvidelse af Hillerødmotorvejen til seks spor fra Bagvsærd til Farum C, er i princippet vedtaget og skal gennemføres i 2029, men i sidste øjeblik fik Furesø Kommune indført en mulighed for at lave et overdækningsprojekt mellem Paltholmvej og Stavnsholtvej.
Lars Carstensen er allerede i fuld gang. Et møde med politikere fra Furesø Byråd og økonomisk stærke entreprenører og byudviklingsfirmager giver solid tro på, at det kan lykkes.
– Der er virkelig god opbakning og vilje fra alle sider. Vi arbejder videre med projektet, som er baseret på det konservative forslag fra 2021, fortæller Lars Carstensen.
Det gamle projekt vil skabe 140.000 m2 til byudvikling langs motorvejen. Salget af byggeretter skal finansiere overdækningen.
Prisen på byggeretterne stiger proportionalt, hvis de store støjgener i området elimineres med overdækningen. Arealerne på overdækningen udvikles til et grønt åndehul
– Vi kan godt kigge på at lave en tungere overdækning mellem Paltholmvej og Stavnsholtvej. Her giver det mening at lave byudvikling, vurderer Lars Carstensen.
Overdækning ikke dyrere end støjskærme
Tidligere borgmester Ole Bondo Christensen (S) præsenterede folketingets transportudvalg for beregninger, som viser, at en tung overdækning mellem Paltholmvej og Stavnsholtvej samt Hamburgskærme resten af vejen ikke er dyrere end Vejdirektoratets forslag om støjskærme på toppen af de eksisterende støjvolde. Det skal finansieres ved byggeri af 144.000 kvadratmeter på overdækningen. Det vil indebære høje boligblokke.
Transportminister Thomas Danielsen afviste i første omgang forslaget, fordi eksperterne mener, at en tunnel/overdækning skal være længere end 900 meter for at have en effekt på støjforholdene.
Det problem kommer man udenom ved at opføre en let overdækning på resten af strækningen. Dermed vil overdækningen opfylde eksperternes bud på længde af en tunnel.
For Lars Carstensen er det vigtigt, at et projekt til 3 milliarder kroner ikke ødelægger byens karakter, men samler byen henover motorvejen.
– Vi ønsker at bevare Furesøs karakter. Vi ønsker ikke tolv-etagers højhuse, og vi ønsker ikke at opføre to nye Farum Midtpunkt for at finansiere en overdækning, siger Lars Carstensen.
Bebyggelsen langs motorvejen er derfor mere tænkt som rækkehus og tæt lav bebyggelse.
– Entreprenørselskaberne bekræfter, at det er det, som efterlyses på markedet, siger Lars Carstensen.







