Græsningsprojektet på Baunesletten åbnede i juni måned, men cirka halvdelen af det planlagte område er ikke taget i brug. Furesø Kommune afventer en stribe tilladelser.
Af Mikkel Kjølby
Det vedtagne projekt på Baunesletten er på 14 hektar, men kun godt halvdelen er i brug.
En del af indhegningen er placeret inde i Ryget Skov. I den forbindelse er der opført en kvægbro over det fredede dige, men den er ikke åbnet.
-Vi har en aftale med den lokale afdeling af Naturstyrelsen, men det skal formelt godkendes af Naturstyrelsen, inden vi kan tage stykket inde i skoven i brug, siger Kristian Søgaard, biolog i Furesø Kommine.
To mindre områder ved mosen på Baunesletten er hegnet ind fra to sider. Her skal der falde en formel godkendelse i forhold til græsning i fredskov.
Endelig er der endnu ikke hegnet ind mod Baunegården.
– Vi har en aftale med lederen af Baunegården om en indhegning, men det skal godkendes formelt af Københavns Kommune, inden vi kan komme videre med den del af indhegningen, lyder det fra Kristian Søgaard.
Senest har Furesø Kommune opført et læskur til køerne, og det har køerne taget til sig.
– Det bliver brugt. Det kan vi se på efterladenskaberne i læskuret, siger Kristian Søgaard.






