Hanne Roswall Laursen bliver ny vicerektor og Anine Frost tiltræder som ny uddannelseschef for Kruses Gymnasium.
Af Mikkel Kjølby
Det giver åbenbart gode karrieremuligheder at være en del af ledelsen på Kruses Gymnasium.
Efter ni år som uddannelseschef for Kruses Gymnasium tog Esben Wendt Lorenzen i august skridtet op som rektor for Vibenshus Gymnasium.
I forrige uge blev Kruses Gymnasiums vicerektor over ni år, Anders Lytzen Lassen præsenteret som ny rektor for Birkerød Gymnasium & IB pr. 1. november 2026.
Kruses Gymnasium er nu klar med deres afløsere.
– Vi er virkelig glade for at kunne offentliggøre, at Hanne Roswall Laursen bliver vores nye vicerektor og at Anine Frost tiltræder som ny uddannelseschef, lyder det i en pressemeddelelse fra Kruses Gymnasium.
Hanne Roswall Laursen har et meget stærkt cv, og kommer fra en stilling som Uddannelseschef på Solrød gymnasium. Hanne har desuden været vicerektor samt konstitueret rektor på Sankt Petri Skole og Gymnasium, gymnasielærer og underviser på Københavns Universitet på tyskstudiet med en Ph.d. i tysk litteraturhistorie samt en mastergrad i ledelse fra SDU.
Anine Frost har været gymnasielærer på Kruses Gymnasium i mere end 12 år.
– Vi kender allerede Anine som en virkelig dygtig og vellidt kollega, der gennem sit arbejde som studievejleder, AMR, TR-suppleant og koordinator for vores deltagelse i globale gymnasier har en bred indsigt i skolens drift. Og så er Anine en engageret og kompetent underviser og en opmærksom og tillidsvækkende samtalepartner, lyder det fra Kruses Gymnasium.
Anine Frost anerkendes som et ledelsestalent.
– Anine har et stort potentiale til at blive en dygtig leder – som vi jo har tradition for at skabe; både vores seneste uddannelseschef og vicerektor har jo landet rektorstillinger inden for det seneste halve år, skriver Kruses Gymnasium.
Hanne Roswall Laursen og Anine Frost tiltræder i deres nye stillinger den 1. november.
Rektor Carsten Gade og bestyrelsen har lagt stor vægt på, at den nye ledelse både får en rutineret leder i Hanne, som har stor viden om gymnasiedrift og personaledrift samt sikrer en stærk kulturforankring med forfremmelsen af Anine Frost.







