Furesø Kommune får en hjælpende hånd til naturpleje af flere naturarealer, herunder området mellem Bundså og Bundsvej i Kirke Værløse. Der blev her udsat fire stykker Dexter-kvæg onsdag den 28. maj.
Af Charlotte Søllner Hernø
Naturpleje ved hjælp af kvæg er en nænsom metode til at holde græsset nede for at fremme væksten af forskellige vilde planter. Planterne skal have lys for at vokse, og de er nødvendige for at sikre bedre vilkår, dvs. vild natur, for de mange insekter og sommerfugle, der er truede arter og som kan leve, hvor der afgræsses.
Det er en løsning, som har været anvendt til naturpleje i Furesø Kommune i mange år på arealer, som har skullet plejes på anden måde end ved slåning med le eller ved hjælp af maskiner for at sikre bedre forhold for græsningskrævende arter.
– Man skelner mellem sommergræsning og helårsgræsning, fortæller Carsten Juel, der er formand for Danmarks Naturfredningsforening i Furesø.
– Ved afgræsning opnår man en ideel balance ved helårsgræsning i stedet for ved sommergræsning, men med færre dyr.
Afgræsning som led i naturpleje er således ikke noget nyt i Furesø Kommune, idet for eksempel Naturplejelaug Laanshøj siden 2004 har haft to styk Galloway-kvæg og tre geder til at afgræsse arealer på dele af den gamle flyvestations arealer og på jordene omkring Præstesøen, fortæller Anna Bodil Hald, der er cand.scient. i biologi og som gennem mange år har været naturplejeformidler forskellige steder i landet.
– I gamle dage var kvæget altid ude på markerne. Det var normalt og det havde naturen gavn af. I dag er det desværre ikke sådan. Derfor må vi sørge for afgræsning.
To stude skal flyttes til Baunesletten
Afgræsning ved hjælp af Dexter-kvæg, som er den mindste europæiske kvægrace, tages også snart i brug på dele af Baunsletten, idet det er meningen, at to af de fire stykker kvæg, der lige nu går i Kirke Værløse, skal videre til Baunesletten i løbet af juni, når folden er lavet færdig i løbet af måneden, oplyser Natur og Miljø i Furesø Kommune.
Det indkøbte Dexter-kvæg er to køer, der tidligere har fået kalve, og to stude, det vil sige tyrekalve, der er blevet kastreret, hvilket medfører, at de bliver mere rolige dyr. Det er dog ikke meningen, at de skal vænnes så meget til mennesker, at de bliver opsøgende, da folden på Baunesletten vil være tilgængelig for alle, der gerne vil færdes der. Hvis dyrene bliver for opsøgende, kan der opstå utrygge situationer, og det skal naturligvis undgås.
Fakta om Dexter:
Dexter kvæg er en irsk race af småkvæg, der er fremavlet i det 18. århundrede i County Kerry i det sydvestlige Irland. Racen stammer fra den såkaldte keltiske kvægrace og kan spores tilbage til stenalderen. Kvægets størrelse og dets gode egenskaber som kød- og malkeko, har givet racen kælenavnet “fattigmandskoen”. Vægten for fuldvoksne tyre kan variere fra 500 – 600 kg og for køer mellem 300 og 375 kg. Krydshøjden kan for tyre være 115 – 117 cm og for køer 105 – 108 cm. Kilde: Dansk Dexter Forening.







