Lasse Winther fra Værløse har gjort det til sin mission at lære børn og unge om komplekse emner på en nytænkende måde. Det begyndte i Furesø Ungeråd, og han har siden haft stor succes på både TikTok, DR og YouTube.
Af Malene Lorentzen Warner
Lasse Winther bliver fanget over et telefonopkald, mens han spadserer i et skovområde omkring 400 km væk fra sin hjemby, Værløse. I dag bor han i Aalborg, men de grønne områder bringer ofte minder om de velkendte skove og stier i Hareskoven tilbage.
– Den natur jeg er vokset op med, kan jeg stadig godt mærke, at jeg søger lidt, siger han.
Sidst Lasse Winther havde adresse i Værløse var i 2018, da han forlod formandsposten hos Furesø Ungeråd, som han var med til at stifte i 2014. Siden da har hans karriere ikke stået stille. Han har været vært for flere DR-programmer, udviklet nye koncepter til formidling af nyheder og videnskab og er i dag aktiv på TikTok med omkring 60.000 følgere. Alle bedrifter med et mål om at gøre komplekse emner forståelige og interessante for børn og unge.
Og emnerne, han forklarer om, spænder vidt – fra hvordan solcreme beskytter huden, hvordan atomkraft fungerer, til om ens mobiltelefon i lommen kan påvirke sædkvaliteten.
Selvom Lasse Winther er i fuld fart fremad, kigger han ofte tilbage mod Furesø, hvor hans mission begyndte.
– For at sige det med et godt Nik og Jay citat, så har jeg hørt, at 85 procent vender næsen hjem igen. Gad vide, om jeg er en af dem.
Fra lærervikar på Syvstjerneskolen til DR-vært
Det store spring til mediebranchen startede for Lasse Winther, da han som 19-årig lærervikar på Syvstjerneskolen tog en chance og søgte en stilling hos DR. De ledte efter en journalist og vært til at formidle nyheder på en ny måde til børn og unge på Snapchat.
– Jeg tænkte, det lyder sjovt. Jeg har på ingen måde kvalifikationerne til det. Men jeg søger det alligevel, for det er godt at øve sig i at søge job.
Lasse Winther måtte igennem flere casting- og pilotproduktioner, som han beskriver som en omstændig proces. Men mod alle forventninger, og til sin egen store overraskelse, fik han jobbet.
– Jeg havde på det tidspunkt kun min gymnasieuddannelse. Men jeg havde en chef, der havde en ambition om at prøve noget nyt og skabe noget, der ikke var gjort før. Så derfor måtte man ansætte nogen andre, end man plejede. Det var hans tilgang.
Lasse Winther var en af de første i Danmark, der skulle udkomme med nyheder på Snapchat.
– Jeg skulle finde ud af, hvem jeg var på DR, som den yngste ansatte og på en arbejdsplads med en høj puls. Hvor der er nogle meget indgroede traditioner, som jeg ikke vidste noget om. Det var en kombination af at tillære mig det nødvendige, men ikke tillære mig det unødvendige. For hvis jeg begyndte at ligne alle andre, så var det unødvendigt, at de havde ansat mig.
Fra nyheder til videnskabsformidling
Mens Snapchat-projektet var i gang, begyndte Lasse Winther at udvikle et andet nyt koncept sammen med DR’s videnskabsafdeling: explainer-videoer. Det er korte videoer, der forklarer svære videnskabelige emner på en letforståelig og underholdende måde, som blev udgivet på DR’s YouTube-kanaler. Det var ikke et koncept, som på det tidspunkt var udbredt i Danmark.
– I DR var det meget nyheder, der var fokus på til at starte med. Men langsomt fandt vi ud af, at der var stor efterspørgsel på et videnskabsfokus. Folk vil gerne forstå, hvorfor hjernen reagerer på bestemte måder, eller forstå videnskaben eller teknologien, når det kommer til klimastof.
I videoerne tager det omkring fem minutter for Lasse Winther at forklare, hvorfor verden løber tør for sand, hvor strømmen skal komme fra, når vinden ikke blæser eller hvad der sker, når man får en hjernerystelse. Og han mener, at videoerne er afgørende for at forstå nyheder.
– Nyheder i sig selv kan man sagtens fortælle, men hvis folk mangler det grundlæggende vidensfundament, som nyheder bygger på, mister nyhedsformidlingen næsten sin relevans. Formidlingen af det faglige stof bidrager til, at man ikke kun husker nyheden, men også til at man måske om et år har en bedre forståelse for baggrunden, siger han.
Interesse for formidling
Lasse Winther har altid haft en interesse for naturvidenskab, men har ikke altid været bevidst om den. Det, der har været tydeligt for ham fra starten, er hans evne til at formidle.
– Jeg finder det enormt interessant at formidle og forklare, og jeg tror, det hele begyndte, fordi jeg opdagede, at jeg havde en evne til at sætte mig ind i komplekse emner, forstå dem, og derefter bryde dem ned til et niveau, hvor flere kan forstå dem.
Hans interesse for at hjælpe børn og unge blev også tydelig under hans tid som formand for Furesø Ungeråd. Lasse Winther var sammen med andre unge i Furesø med til at skabe et rum, hvor unge kunne få deres stemme hørt, og have et sted være. Her var han med til at oprette ungerådet og etablere Ungekulturhuset på Ballerupvej 31. Et projekt han ser som et af de mest betydningsfulde under sin tid hos Furesø Ungeråd.
– Det var drømmen at have et sted i kommunen, hvor ungekulturen kunne blomstre. Det var det helt store projekt, som vi arbejdede på. Fordi det nok igen handler om at give den unge nogle gode oplevelser, som jeg synes er enormt interessant, spændende og givende selv.
Missionen fortsætter
I 2022 lukkede DR deres videnskabsafdeling, men det har ikke fået Lasse Winther til at stå stille.
– Jeg er ikke færdig med den mission, som vi startede på i DR.
I dag er han selvstændig og aktiv på TikTok med omkring 60.000 følgere, hvor han fortsætter med at dele videoer om teknologi, klima og videnskab. Netop TikTok mener Lasse Winther er et stærkt medie til at nå ud og engagere børn og unge.
– Hele fundamentet er, at jeg inddrager mine følgere. Når jeg laver en video, så afføder den ofte mange kommentarer. Og jeg er dybt afhængig af, hvad folk stiller af spørgsmål i kommentarfeltet, for at finde på nye videoer. Det er ikke bare broadcast, hvor jeg sender ting ud. Det er et online fællesskab, hvor de lytter til mig, og jeg lytter til dem.
Og til Lasse Winthers egen overraskelse favner hans videoer en bred gruppe af mennesker.
– Jeg havde en dag, hvor jeg var ude og besøge nogle fra Aalborg Universitet. På vej ud ad døren var der to robot-ingeniører, der sagde til mig, at det var nogle fede videoer, jeg lavede, og de var glade for formidlingen. Senere samme dag, da jeg var inde i centrum, kom der to piger på omkring 10 år hen til mig og sagde det samme. Det betyder noget for en langt mere mangfoldig gruppe af mennesker, end jeg havde forventet.
Lasse Winther har udover TikTok for nyligt startet sin egen YouTube-kanal, hvor han vil fortsætte med at lave videoer, der skal gøre børn og unge kloge på videnskab, teknologi og klima. Det er noget, han håber på at kunne leve af i fremtiden.
– Jeg vil gerne blive ved med at gøre danske børn og unge lidt klogere. Så når de tænder for deres skærm, så bliver de ikke kun eksponeret for tomme kalorier. Jeg vil gerne give nogle vitaminer, og jeg ved, at der er efterspørgsel på det.