Lokal gårdbutik kæmper med om pris

Elisabeth Rasmussen glæder sig over, at Stengårdens Økologiske Gårdbutik er med i opløbet til prisen Danmarks Bedste Gårdbutik.

Stengården i Bregnerød kan vinde prisen Danmarks Bedste Gårdbutik for anden gang.
Af Mikkel Kjølby
At Elisabeth og Jens-Otto Rasmussen har skabt noget ganske særligt på Stengården i Bregnerød, er for længst slået fast med syvtommersøm.
Tilbage i 2020 blev Stengårdens Økologiske Gårdbutik kåret til Danmarks Bedste Gårdbutik.
Nu er Stengården igen med i opløbet om at vinde prisen. Det foregår via en afstemning arrangeret af OpdagDanmark. Man kan stemme på Stengårdens Økologiske Gårdbutik ved at sende en sms med teksten GÅRD 120 til 1414.
– Det er både sjovt og spændende, at vi er med i opløbet om at blive den bedste gårdbutik, lyder det fra Elisabeth Rasmussen, som jo kender følelsen af at vinde prisen.
-Vi blev sidste gang kåret i 2020. Det betyder jo altid en masse omtale og føles som en anerkendelse af det, vi har arbejdet med i over 25 år. At det værdsættes at vi har landets største rent økologiske butik – og ikke mindst at vi hver dag høster friske grøntsager fra vores egne marker – og æg fra hønsene. Det har jo også en stor betydning for vores dygtige personale i gårdbutikken, som hver dag har en nær kontakt til vores mange kunder, fortæller Elisabeth Rasmussen.
OpdagDanmark har skabt prisen for at skabe fokus om gårdbutikker.
– Danmarks bedste gårdbutikker byder på friske råvarer, lokalproducerede specialiteter og en hyggelig atmosfære, hvor kvalitet og bæredygtighed er i fokus. Her handler det ikke kun om indkøb, men også om en autentisk oplevelse – uanset om du leder efter frisk frugt og grønt, hjemmelavet ost, lokalt kød eller unikke delikatesser. Fra små familiedrevne gårde til større gårdbutikker med et bredt udvalg, findes der noget for enhver smag, skriver OpdagDanmark.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

1 kommentar til “Lokal gårdbutik kæmper med om pris”

Der er lukket for kommentarer.