Lykkegaard er taget til USA – Værløse vandt alligevel

Frederik Falck afgjorde kampen med målet til 2-0.

Værløse Boldklub vandt sæsonpremieren med 2-0 over Gladsaxe-Hero. Yusuf Uzunel debuterede med pragtmål.
Den tidligere FC Nordsjælland-spiller Lucas Lykkegaard dukkede i vinters op i Værløse Boldklub, hvor han det seneste halve år har spillet fodbold sammen med vennerne.
Nu er han taget til USA og spiller for University of Rhode Island i Division 1.
– Lucas var stoppet med fodbold, da jeg hev fat i ham. Nu er han taget til USA, hvor han studerer og spiller fodbold. Det er det, fodbold kan, fortæller Martin Beck, cheftræner for Værløse Boldklub.
Den 22-årige forsvarsspiller var en stor profil for Værløse i foråret, men holdet kan åbenbart uden ham.
I sæsonpremieren blev det til en sejr på 2-0 over Gladsaxe-Hero.
– Det var en rigtig god premierekamp. Gladsaxe-Hero har mistet spillere. Vi var klasser bedre og burde have vundet større, fortæller Martin Beck.
Lige inden sæsonstarten fik Værløse tilgang af Yusuf Uzunel og Enes Nezimi fra Farum samt Christian Nørlund fra Humlebæk.
Christian Nørlund er forsvarsspiller og fik en flot debut. Enes Nezimi er kantspiller. Yusuf Uzenel er klassisk angriber og scorede allerede efter 20 minutters spil.
– Yusuf lavede et pragtmål, hvor han satte hele forsvaret af, fortæller Martin Beck.
Værløse brændte et par direktører i løbet af kampen, men i det 88. minut faldt afgørelsen, da Frederik Falck gjorde det til 2-0.
Mest glad for sejren var nok Oliver Pedersen, som kom til Værløse fra Gladsaxe-Hero i sidste sæson.
Trods den flotte sæsonstart er Martin Beck realistisk.
– Vi har mistet vigtige spillere og har et meget ungt hold. Vi skal overleve i denne sæson, siger Martin Beck.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder