I forbindelse med 3-dagesløbet i Ballerup SuperArena satte Frederik Rodenberg ny banerekord.
Det tog Frederik Rodenberg 12,134 sekund at køre de 250 meter rundt på ovalen i Ballerup SuperArena. Det er ny banerekord og endda en del bedre end Rasmus Lunds rekord fra 2021, som lød på 12,300 sekund.
-Det er dejligt. Det var det, som vi kom for og håbede på at opnå her under tredagsløbet. Så det var dejligt at få sat den på andendagen, siger Frederik Rodenberg til feltet.dk
Vigtigere for 25-årige Frederik Rodenberg var det nok at få bevist, at han er tilbage i den form, som har gjort ham til en af landets mest meriterede idrætsmænd.
Frederik har siden 2016 været en del af det danske banelandshold. I 2016 tog holdet bronzemedaljer ved OL og VM i 4000 meter holdforfølgelsesløb. Fire år senere blev det til VM-guld i ny verdensrekordtid. Det gjorde de fire ryttere til Årets Sportsnavn 2020. I 2021 blev det skuffende kun til sølvmedaljer. Her i 2023 blev atter til VM-guld, men denne gang var Frederik reserve.
For to år siden skrev Frederik Rodenberg kontrakt med UCI-holdet Team DSM, men så fulgte et styrt og en hjernerystelse og en skade. Det har holdt ham så meget tilbage, at han ikke fik forlænget kontrakten, som udløber efter denne sæson. Det er ikke blevet offentliggjort, hvem han får som arbejdsgiver i 2024, hvor det store mål er OL i Paris.
Lynet fra Værløse satte banerekord
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest