Lyngholmskolen tager legen alvorligt – også i frikvarteret

Eleverne på Lyngholmskolen kan bl.a. meget andet være med til at passe skolens bistader.

På Lyngholmskolen i Farum har personalegruppen opbygget en legende tilgang til skolearbejdet. Efter sommerferien vil der også være en ekstra indsats i frikvarterne, hvor legen tages alvorligt.
Af Mikkel Kjølby
Lyngholmskolens bygninger slynger sig hyggeligt rundt i landskabet. Det er noget Villa Villekulla over det.
Sådan er det også med undervisningen. Det nuværende lærerteam grundlagde en legende tilgang til undervisningen i forbindelse med skolens deltagelse i projektet Play@Heart: Et 3-årigt projekt, som Lyngholmskolen for nyligt afsluttede.
Erfaringerne fra det projekt, slippes nu løs i forbindelse med deltagelsen i det landsdækkende udviklings- og forskningsprojekt “Jeg Vil Gerne Være Med”, også under Playful Learning. Personalegruppen får sparring til udviklingen af legende undervisningsforløb af konsulenter fra Københavns Professionshøjskole samt Lyngholmskolens eget kapacitetsteam, som gennem skoleåret får udviklet endnu flere kompetencer inden for undervisningsmetoderne.
– Vores deltagelse i Jeg Vil Gerne Være Med er en tilgang til vores elever og vores undervisning, vi insisterer på skal gennemsyre vores skole. Vi er seks skoler på landsplan, der sammen med professionshøjskolene, sparrer og reflekterer sammen, for at udvikle vores undervisningstilgange, forklarer Maria Trampedach Trentemøller.
Maria Trampedach Trentemøller startede som skoleleder for Lyngholmskolen den 1. december 2025. Det blev en øjenåbner.
– Jeg har aldrig oplevet en så dygtig og engageret personalegruppe, som bruger hver deres udgangspunkt for en legende tilgang til undervisningen, siger Maria Trampedach Trentemøller.

I foråret besøgte en del af kapacitetsteamet fra Lyngholmskolen en skole i Boston, Massachusetts, hvor man var langt fremme i forhold til legende og projektorienteret undervisning.
– Vi var med lærerne på arbejde i en uge. Vi oplevede, hvordan man kan lave rammer uden faste klasser og aldersopdeling, men hvor det er elevernes egne interesser og valgmuligheder, der giver motivationen i projekterne. Vi fik også bekræftet, at vi på Lyngholmskolen er meget langt fremme i forhold til den legende tilgang til undervisningen, men vi fik alligevel alle helt konkrete værktøjer med hjem, som skal bruges direkte ind i undervisningen, i frikvarterne og i ledelsesopgaverne, fortæller Maria Trampedach Trentemøller.
Erfaringen fra Boston er taget med til Farum. Mange af oplevelserne danner grundlaget for en ny indsats i frikvarterne, som indføres efter sommerferien.
– Vi slipper legen og nysgerrigheden løs efter sommerferien. Det bliver med projekter på tværs af alderstrin, siger Maria Trampedach Trentemøller. Eleverne vil kunne melde sig på forskellige frikvartersprojekter afhængig af deres interesser. Det bliver f.eks. dans, brætspil, boldspil, Nørderiet eller andre kreative aktiviteter. Alt sammen noget, som både består af leg, valgmuligheder og en masse forskellig faglig læring.
Blandt de mange muligheder i frikvarterernes Pippi-land er bier. Lyngholmskolen har sine egne bier, og eleverne vil kunne lære om biernes liv og deres betydning.
– For selvom bierne er små, har de en kæmpestor betydning for naturen, vores mad og hele økosystemet. Og sådan er det også i skolen: Små, men bevidste indsatser kan være afgørende for, at børn udvikler sig til hele, nysgerrige, tænkende og livsduelige mennesker, siger Maria Trampedach Trentemøller.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder