Magnus får debut i Cirkusrevyen

Magnus Haugaard ( Th) er en del af holdet i Cirkusrevyens 90 års jubilæumssæson. Foto: Cirkusrevyen,

Når Cirkusrevyen den 8. maj 2025 har premiere kan publikum glæde sig til at møde Magnus Haugaard fra Værløse.
Han startede som en fabelagtig Fagin i Ung Furesøs årlige ungdomsmusical i Galaksen. Magnus Haugaard tog skuespillervejen og har i den grad haft fart på med TV-serier og film som Kald mig far og Nama-stay. Til sommer får han debut på en legendarisk scene, når han bliver en del af Cirkusrevyen 2025.
– Det bliver spændende at udvide mit skuespillerrepertoire. For selv om det for det meste er grin og sjov, er revygenren en af de sværeste i vores fag, så jeg glæder mig til at suge til mig fra erfarne kolleger. Og så gør det jo bestemt heller ikke noget, at det foregår i så skønne omgivelser, siger Magnus Haugaard i en pressemeddelelse fra Cirkusrevyen.
På sin egen facebookprofil giver han lidt mere slip.
– Det er lidt et pinch-me moment, og jeg glæder mig som et lille bitte barn, skriver Magnus Haugaard.
Magnus skal spille sammen med Bodil Jørgensen, Merete Mærkedahl, Niels Olsen og Mads Knarreborg i Cirkusrevyens 90-års jubilæumssæson.
Cirkusrevyen 2025 har premiere torsdag den 8. maj og spiller foreløbigt frem til søndag den 25. august. Billetsalget er allerede skudt i gang på www.cirkusrevyen.dk, hvor flere end 18.000 allerede har sikret sig billet.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest