I dag er Marie Kruses Skole en veldrevet privatskole med grundskole, gymnasium og HF. Drenge og piger uddannes ud fra skolens motto ”Ej at synes – men at være”
Mottoet handler om, at man ikke pralende skal tage sig ud i verdens øjne, men i sit stille virke og være det, man vil.
Hvis man vil have inspiration til at leve efter det motto, kan man dykke ned i historien om skolens stifter, Marie Kruse.
Hendes nationale sindelag blev dannet i opvæksten hos en dansk familie i Flensburg. Marie Kruse kom til hovedstaden i 1860 og begyndte på Zahles Privatlærerindekursus.
På det tidspunkt var det svært for unge kvinder at få en højere uddannelse. De havde ikke adgang til Latinskole og måtte nøjes med en tarvelig uddannelse, som ikke gav mulighed for et selvstændigt liv.
Nathalie Zahle var en af forgrundsfigurerne, som skabte grundlaget for en højere pigeuddannelse, hvor pigerne blev uddannet til familielivet men også til at være selvstændige borgere.
Marie Kruse blev fanget af disse tanker, men havde sin egen personlighed. Hun blev pioner i Dansk Kvindesamfund og dedikerede sit liv til uddannelsen af piger.
Hun stiftede Marie Kruses Skole i en lejlighed på Vesterbrogade 57 i 1869. Der var 37 elever fra 6 til 16 år. Skolen fik hurtigt vokseværk og overtog flere lejligheder men det var også svære tider. Der var lavvande i kassen. Huslejen og undervisningsmaterialerne skulle betales. Marie Kruse havde intet tilbage til sig selv, når arbejdsugen var slut. Hun arbejdede derfor som privatlærerinde og oversætter ved siden af.
I 1879 arvede Marie Kruse og brugte pengene på at købe Absalonsgade 3. Her lod hun en skolebygning opføre. Syv år senere solgte hun bygningen til Københavns Kommune, som indrettede en kommuneskole.
Endnu en arv gjorde det muligt for Marie Kruse at købe Frederiksberg Allé 16 i 1886. Her byggede hendes halvbror, murermester Carl Kruse, en moderne skolebygning, som var skolens hjem indtil flytningen til Farum i 1973. Den Franske Skole overtog derefter bygningen.
I en alder af blot 60 år gik Marie Kruse af som leder i 1902. Hun kunne ikke se selv i det nye århundrede.
Laura Jensen tog over som rektor for den skole, hun var startet på som 6-årig. Dermed var Marie Kruses idealer sikret.
Laura Jensen beskrev i en takketale sin mentor. Her nævnte hun, at Marie Kruse krævede streng disciplin af sine elever, men altid var strengest mod sig selv.
Marie Kruse ofrede alt for sine idealer. Hun havde ikke tid til mand og barn, men det var ikke et bittert fravalg. Hun var godt tilfreds med det, hun havde udrettet.
Og med god grund må man tilføje!
Kilde: Ej at synes – af Bent Essinger
Marie Kruse – pioner og ildsjæl
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest