Mathilde fylder Hareskovhallen for tredje år træk

På billedet ses Mathilde sammen med flere af de frivillige fra sidste års loppemarked, hvor det lykkedes at indsamle 36.285 kr. ubeskåret til Legeheltene. Fra venstre ses Niklas Koenig, Claus Møldrup, Kirsten Moe Møldrup, Mathilde Moe Møldrup, Iris Koenig, Naja Koenig og Sidse Schjøtz.

Søndag den 5. oktober kl. 9 til 15 løber Hareskovens Loppemarked af stablen. Mathilde Moe Møldrup står bag arrangementet, som samler ind til Legeheltene.
Af Mikkel Kjølby
Hareskovby har ikke mange traditioner, men for to år siden skabte Mathilde Moe Møldrup en ny.
– Det er en kombination af, at jeg er engageret i Børneulykkefondens initiativ, Legeheltene, og at jeg gerne vil skabe en dag, hvor der sker noget i Hareskovby. Der sker ikke så meget i Hareskovby, men der er altid rigtig god opbakning til arrangementerne. Jeg ser loppemarkedet som et initiativ, som kan samle byen, fortæller Mathilde Moe Møldrup.
I år er målet 40.000 kr., hvilket vil være en stor rekord. Indtægterne kommer fra standafgifter på loppestandene samt fra mad og drikke. Rema 1000 i Hareskovby og Risteriet har doneret henholdsvis grillpølser og kaffebønner. Der vil også være salg af merchandise fra Legeheltene.

At indtægterne fra Hareskovens Loppemarked går ubeskåret til Legeheltene, skyldes en aha-oplevelse for Mathilde.
– Tilbage i 2019 havde min mand og jeg egen virksomhed. Vi ved, at medicinbrugere har svært ved at tage deres medicin som ordineret, derfor fandt vi på en app, hvor man tjente stjerner, når man tog sin medicin. De stjerner kunne man donere til velgørenhed, fortæller Mathilde Moe Møldrup.
I starten måtte Mathilde selv tage fat på velgørenhedsorganisationer, men efterhånden som det voksede, fik de henvendelser fra flere organisationer. Legeheltene var en af de organisationer, som rakte ud til Mathilde.
– Da jeg først læste om Legeheltene, ramte det mig. Det er blevet en hjertesag for mig, siger Mathilde og forklarer:
– Jeg er selv en aktiv pige, og at man har så mange børn og unge, som bruger så stor en del af deres barndom på hospitaler, rammer mig virkelig. På en børneafdeling skal man også rumme leg og aktiviteter. Legeheltene går ud på hospitalerne og aktiverer børnene, så de kommer op af hospitalssengene og møder de andre indlagte børn og får bevæget sig. Det hjælper deres heling på vej, forklarer Mathilde Moe Møldrup.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder