Del 4 af 4 om Matilde Powers første år i Folketinget
Ændrer man sig umærkeligt, når man bliver Medlem af Folketinget?
Niveauet og proportionerne er på et andet niveau.
Der er ingen grund til at skjule, at det at være Medlem af Folketinget er noget helt andet – end at være byrådsmedlem i Furesø Kommune. Niveauet og proportionerne er anderledes. Der er mere på spil. Det kommer til udtryk i omgangsformen.
– Jeg vil altid kunne se mig selv i spejlet. Jeg vil ikke være den politiker, som tager point ved at tale grimt om andre politikere. Jeg vil hellere slå igennem ved at være fagligt dygtig. Vi må se om, det holder. Jeg oplever at være blandt dygtige mennesker. Der er mange ting i spil. Man skal kunne det taktiske spil. Det er jeg ikke naturligt dygtig til at begå mig i, vurderer Matilde Powers.
Naturligvis har der været hårde dage på Christiansborg.
– Jeg kan godt have nogle få dage, hvor jeg ikke befinder mig godt, men så bliver man også ophøjet, når man sidder med rundt om bordet i vigtige forhandlinger, forklarer Matilde Powers.
Det er lange dage på Christiansborg. I Folketingets højsæson har der været mange dage med arbejdstid til efter midnat. I Folketingets lukkeperiode er der lidt mindre tryk på, men det er bestemt ikke ferie.
– Der er godt fyldt op med mange møder og alt muligt andet. Fx er der udlandsrejser og udvalgsmøder, men det er kortere dage end i den travle periode, siger Matilde.
Tilknytningen til Furesø og Egedal Kommuner bliver fortsat plejet. Mandag er sat af til lokale møder.
– Jeg prøver at være ude i lokalområdet så meget som muligt. Jeg har jævnligt møder med de nordsjællandske borgmestre og holder mange inddragende møder med partiet.
Alligevel har det været et markant skifte for Matilde Powers.
– Det er helt klart en mærkbar forandring. Jeg brugte en del af sommerferien på at reflektere over, hvordan jeg kan være mere i lokalområdet, siger Matilde Powers.
I den forbindelse er Matilde kommet frem til, at besøgene i lokalområdet tilføjer ekstra værdi i form af fagligt- og lokal indsigt i sagerne.
– Jeg insisterer virkelig på, at begå mig som politiker ud fra faglighed og ikke ved at træde på eller tale skidt om andre, slutter Matilde Powers.