Den 19. udgave af den internationale basketballturnering Copenhagen Invitational får deltagelse af 48 hold fra 14 lande.
Af Mikkel Kjølby
De skulle have været med for et år siden, men nu kommer de. Det mexicanske basketballforbund har tilmeldt fem hold til Copenhagen Invitational 2025.
– Det er første gang, at vi har hold med fra Mexico, som er en stærk basketballnation, fortæller Jørgen Lind, arrangør af Copenhagen Invitational.
Der kommer også hold fra Danmark, Sverige, Norge, Estland, Letland, Litauen, Tyskland, Kroatien, Italien, Portugal, Tjekkiet, Spanien og Ukraine.
– Turneringen i år bliver på samme niveau som de forrige år. Det er en stor glæde, at Værløse Basket igen har et hold med. Det er en del år siden sidst, siger Jørgen Lind.
Det er VBBKs U13-hold under ledelse af træner Simon Fonnesbech, som tager kampen op i den internationale turnering.
Copenhagen Invitational finder sted i Pinsen i Farum Arena fra den 7. til 9. juni.







