Talenterne på Skolelandbruget får deres første fritidsjob som weekendpasser på gården. Nu er hele vagtplanen frem til marts måned besat af hjemmelavede talenter, som kender gården ind og ud.
Af Mikkel Kjølby
Skolelandbrugets arbejde med børn, som har svært at passe ind i en skolehverdag, er efterhånden anerkendt vidt og bredt.
Nu har Skolelandbruget nået endnu en milepæl. For når personalet går hjem fredag eftermiddag, skal der være weekendpasser til dyrene. Det er fritidsjob som tidligere gik til gymnasiepiger, som kunne bruge det i forhold til en uddannelse. Men efterhånden er det blevet sådan, at talenterne tilbydes et fritidsjob som weekendpasser.
Nathja var den allerførste for nogle år siden. Så fulgte Lotte, som i dag arbejder for Stald König, Christoffer, som arbejder som pædagogmedhjælper. Indtil nu 8 talenter har været fritidsjobbere på vej til arbejde eller uddannelse.
For første gang er alle weekendpasserne nu talenter.
En stor milepæl
– Det er virkelig en milepæl. Vi havde et møde forleden. Her fordelte de selv vagterne helt frem til marts. De har taget ansvar i julen og andre helligdage, fortæller Johnny Skjoldborg Krog, leder af skolelandbruget.
Signe Witting er den ældste af de fire weekendpassere. Hun er også i praktik i børnehuset Mimers Brønd, fordi hun er ved at tage pædagogisk assistentuddannelse.
Nikolaj Vesterre har lavet sin egen Youtubekanal ‘Naturdrengen’, men er slet ikke talent længere. Han er tilbage i skolen på fuld tid for at forberede sin afgangseksamen.
Hermann Krautwald går i 10. klasse på Egeskolen. Han drømmer om at blive landmand, pædagog eller håndværker.
Loui Dyrby er den sidst ankomne af de fire. Han har lige taget knallertkørekort og går stadig og former sin drøm.
– Det fede ved det er, at de er vant til at betræde jorden på Skolelandbruget. De ved alt om gården, forklarer Johnny Skjoldborg Krog.
Fritidsjobbet som weekendpasser skal også ses i en større sammenhæng. Det er en vej ind til en normal tilværelse.
– Det er en øvebane frem mod et liv i vores samfund. De får en oplevelse af at have en Nemkonto og finder ud af, hvad en straffeattest og børneattest er for noget. Det sjoveste er, at når de får den første lønseddel, kommer de altid og spørger, hvorfor de skal betale otte procent i arbejdsmarkedsbidrag. Det er grundlaget for nogle gode snakke om vores samfund, fortæller Johnny Skjoldborg Krog.







