
Stine Helth ventede 12 år på at få udgivet sin første bog. Nu har den fået det blå stempel af biblioteksverdenen.
Det er ikke let at slå igennem som ukendt forfatter. Stine Helth skrev for 12 år siden krimien ’Salt i såret’.
Den blev udgivet af Forlaget Mellemgaard i efteråret 2024 og umiddelbart efter fulgte ’Fald’. Hendes tredje bog i trilogien om Charlotte Egelund ’Skygger’ er lige på trapperne.
I mellemtiden glæder hun sig over en god modtagelse af ’Salt i såret’ i biblioteksverdenen.
– Jeg har fået en fin lektørudtalelse på min første bog, ’Salt i såret.’ Det er en udtalelse fra en officiel læser i biblioteksverdenen, som så kan anbefale at bogen købes hjem til bibliotekerne, fortæller Stine Helth.
Furesø Bibliotekerne har allerede købt den hjem, og man kan allerede reservere ’Salt i såret,’ selvom den først står på hylderne om nogle uger.
– Det betyder særligt noget for mig at mit lokale bibliotek bakker op om mit forfatterskab ved at tage bogen hjem, det er igen en anerkendelse og en forankring, som er virkelig dejlig at få, siger Stine Helth.
Stine Helth er gymnasielektor, men har altid haft en fortæller i maven. Hun skrev krimien Salt i såret for 12 år siden og udgav den i første omgang elektronisk på Saxo. Trangen til at fortælle dukkede op igen. Det blev til romanerne ’Fald og Skygger’. Så stod Stine Helth med en krimitrilogi kredsende omkring hovedpersonen Charlotte Egelund.
I 2024 valgte Forlaget Mellemgård at udgive trilogien. De to første bøger er på gaden, og den tredje kommer i den nærmeste fremtid.
Stine Helth er vokset op i Måløv, men har boet i Farum siden 2007. Hun arbejder som engelsk- og religionslærer på Birkerød Gymnasium. Det er naturligt for Stine at bruge sin baggrund, når hun skriver bøgerne. Derfor foregår en del af handlingen i ’Salt i såret’ omkring Ganløse, Måløv og man er endda med på en kanotur ude på Furesøen.
