Af Ole Bondo Christensen, borgmester i Furesø Kommune.
En stor Furesø-borger har takket af. Har man nogensinde mødt Leon Andersson vil man huske hans stor smil, hans lune, kløgt og vedholdende energi. Leon satte varige spor i Furesø som meget aktiv frivillig i Ældre Sagen, hvor han i mange år var bestyrelsesmedlem og primus motor for en lang række initiativer, som har bragt ældre i kommunen sammen. I 2018 udtalte Leon dette til Ældresagens blad: “Jeg synes, man som menneske har en forpligtelse til at hjælpe andre, hvor man kan, og glæden ved at hjælpe andre er for mig løn i sig selv”. Leon var den gang 87 år og stadig i fuld gang med det frivillige arbejde.
Leon arrangerede i mange år Ældresagens årlige udenlandsrejse, hvor mange Furesø-borgere fik oplevelser sammen og knyttede venskaber. Han var også i mange år hovedmanden bag indkøbsbussen, hvor ældre medborgere bliver samlet op, får en hyggelig tur til Bytorvet og et rundstykke og en Gammel Dansk, når indkøbene er godt overstået. Leon har arrangeret besøgsvenner og i mange år været vært ved “Fyraftenssangen” i Farum Kulturhus. Jeg havde den ære og fornøjelse at vælge sange til Leons sidste arrangement med fyraftenssang i april 2024. Leon kaldte det sin “afskedsforestilling”, og det var både bevægende, glædeligt og vemodigt at opleve en fuld sal være med til at hylde Leon for hans store frivillige indsats gennem årtier .
Leon har boet i Værløse og Farum siden 1960 sammen med sin kone Birgit, der også er en meget aktiv Furesøboger bl.a. i Azurmalerne. 70 år nåede de to at være gift.
Leon vil altid være en stor inspiration, når det handler om at få noget ud af livet i et godt fællesskab med andre. Vi er mange, der er taknemmelig for den varme og livsglæde, der udgik fra Leon.
Æret være Leons minde. Mange tanker til Birgit og familien.







