Mød en klaverløve ud over det sædvanlige…

Den unge pianist Ramez Mhaanna giver prøver på sit talent.

Søndag 9. juni kl. 16 er der koncert i Stavnsholtkirken med den unge pianist Ramez Mhaanna. Farum Sogn tør godt love publikum en oplevelse ud over det sædvanlige!
Han er 32 år, født og opvokset på indre Nørrebro som søn af en libanesisk far og en mor af russisk taterslægt. Hans karriere er historien om en ung mand, hvis talent og ambition tvinger ham til at bryde ud af den stærke kulturtradition, han kommer fra. Han opdagede tidligt, at musikken havde et særligt tag i ham, og for at folde sig ud, måtte han kæmpe med forventninger og vaner, både fra sin familie og fra den ghetto, han levede i.
Det lykkedes ham at komme ind på konservatoriet i Moskva, og siden færdiggjorde han sin uddannelse i København ved en bemærkelsesværdig debut i 2022 fra solistklassen. Blandt hans lærere findes så prominente navne som Andras Schiff og Elisabeth Leonskaja. Han har vundet konkurrencer og priser i ind- og udland, bl.a. førstepriser i Prag og Moskva samt talentpriser fra Sonningfonden og Carl Nielsen Fonden i Danmark.
Hans spil er præget af en utrolig energi og vilje til nytænkning, både i de klassiske mesterværker og i nyere musik. Han skriver selv musik, og han er glad for at improvisere på klaveret. Men først og fremmest er han en begavet musiker med en sublim teknik og en meget stærk og personlig udtryksvilje.
Ved koncerten i Stavnsholtkirken kommer vi rundt i verden. Han spiller Carl Nielsens “Humoreske-bagateller”, Ravels “Tombeau de Couperin” og kinesiske Lisan Wangs “Lillebrors Tegninger”. Og koncerten afrundes med russeren Mussorgskys berømte “Udstillingsbilleder”.

Programmet varer ca. en time, og der er som vanligt fri entré.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest