Moderaterne hjalp Dansk Folkeparti ind i byrådet

Bjarne Damber er godt tilfreds med, at partiets stemmer hjalp Dansk Folkeparti til en plads i Furesø Byråd.

Der er langt fra kommunalpolitik til landspolitik. Morten Messerschmidt (O) skoser konstant Lars Løkke Rasmussen (M), men i Furesø var det Moderaternes og Furesørøddernes stemmer, der sendte Dansk Folkeparti i byrådet.
Af Mikkel Kjølby
Dansk Folkeparti fik et pænt valg i Furesø Kommune, men det var langt fra prangende og da slet ikke i nærheden af de nationale meningsmålinger.
med Lene Karmisholt som spidskandidat opnåede partiet 757 stemmer – lig med 3,1 procent af stemmerne. Det er langt fra nok til en plads i byrådet ved egen kraft.
Valgforbundet med Furesørødderne, Moderaterne og Liberal Alliance hjalp Dansk Folkeparti med at få plads i byrådet.
Furesørødderne fik 456 stemmer – lig med 1,9 procent – mens Moderaterne fik 165 stemmer – lig med 0,7 procent.
Dermed er Moderaterne med til at hjælpe Dansk Folkeparti i byrådet, selvom partierne er ærkerivaler på Christiansborg.
Spidskandidat Bjarne Damberg er godt tilfreds.
– Vi undgik blokpolitik i Furesø, og det er vi faktisk meget tilfredse med. Vi takkede nej til Konservatives tilbud om et stort borgerligt valgforbund, fordi vi ikke vil bindes af hverken rød eller blå blok. Moderaterne står i midten – samarbejder bredt – og det holder vi fast i. At mandatfordelingen så matematisk gav DF et mandat, har vi ingen problemer med. Sådan fungerer systemet, siger Bjarne Damberg.

Furesørødderne er også tilfredse
Furesørødderne var med til at samle valgforbundet med de mindre partier og glæder sig over, at Lene Karmisholt fik plads i byrådet.
– Furesørødderne er tilfredse med, at vores samarbejdspartier fra valgforbundet, LA og DF har fået placeret sig med maksimal indflydelse i den brede konstituering under borgmester Nicolai Bechfeldts ledelse. Vi ser frem til at det nye byråd kan indfri løfterne om kernevelfærd for børn og ældre, finde nye løsninger på kloakvandet i søerne og bevare vor fantastiske kommune med natur- og kulturhistoriske værdier, siger Flemming Oppfeldt.
Dansk Folkeparti har aldrig haft godt fat i Furesø Kommune. I 2017 lykkedes det Carsten Svensson at komme i byrådet med 4,0 procent af stemmerne, det var også med hjælp fra et valgforbund. I 2021 blev det blot til 1,2 procent af stemmerne, ved det valg stillede Nye Borgerlige også op i Furesø.
Liberal Alliance fik heller ikke et godt valg i Furesø. Spådommene om to eller tre pladser i byrådet kom til skamme. Robert Mørck trak blot 1079 stemmer. Det gav 4,4 procent. Partiet fik dermed lige akkurat brug for hjælp fra valgforbundet.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder