Mordet på Skovfoged Thomsen

Mordet på Skovfoged Thomsen blev til en sag for de landsdækkende aviser og magasiner. Her er illustrationen til en skillingsvise om sagen. Foto: Furesø Museer & Arkiver.

I granskoven bag Gasværket i Hareskovby findes en mindesten for Skovfoged Thomsen.
Han var en stor, stærk og særdeles driftig og emsig skovfoged med bopæl i nærliggende Ravnehus.
Den 16. marts 1866 havde han knoklet med skovdriften ude ved Virum. Sammen med to skovarbejdere var han på vej hjem, da de stødte på tre personer, hvor den ene bar på en sæk.
Skovfoged Thomsen anede uråd for krybskytteri var en udbredt foretagelse. Han forsøgte at stoppe de tre mænd, men de satte i løb. Skovfogeden satte efter dem og var ved at indhente den bagerste, da denne vendte sig om og affyrede sit haglgevær på klods hold.
Thomsen blev båret hjem til Ravnehus med 22 dyrehagl i underlivet Her afgav han forklaring til politiet, som nok havde en mistanke om, hvor de skulle lede. Dagen efter afgik skovfogeden ved døden. En sand tragedie, ikke mindst fordi han efterlod sig fire forældreløse piger, idet hans hustru var gået bort nogle år forinden.
Politiet tog straks ud til den notoriske krybskytte Hans Hansen – også kaldet Sorte Hans. Politiet arresterede Sorte Hans og dennes to berygtede sønner. Efter en række forhør gik de til bekendelse. Det var Sorte-Hans, som havde affyret det dræbende skud.
Retssagen gik helt til Højesteret, som idømte Sorte Hans til otte års tugtarbejde.

Mindestenen for Skovfoged Thomsen står i en lysning inde i granskoven i skovområdet Svineryggen.
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest