Museumsinspektør eksperimenterer med museumste

Bladene fra Karl K. Nielsen træ er blevet til te, men det er bedst med honning.

Dragan Jovanovic har lavet te trukket på blade fra Karl K. Nielsens træ i Mosegaardens forhave.
Af Mikkel Kjølby
I dag hedder det Furesø Museer, men tilbage i 1970erne blev det døbt Værløse Museum. Det lokale museum på Mosegaarden i Værløse var resultatet af Karl K. Nielsens store arbejde. Kulsvieren fra Kirke Værløse knoklede med arkæologi og historisk arbejde i mange årtier og stiftede Værløseegnens Historiske Forening. Han døde i 1977 et halvt år efter indvielsen af museet.
Så det var naturligt at sætte en mindeplade for Karl K. Nielsen i Mosegaardens forhave. Mindepladen sidder på et lindetræ som med årene har vokset sig stort og stærkt.
Lindetræets blade er lige for tiden med i museumsinspektør Dragan Jovanovics eksperimenter. For han vil gerne lave en museumste.
– Jeg har kun prøvet det for et eksperiment. Jeg kalder den Karl Nielsens Lindete, siger Dragan Jovanovic.
– Jeg synes at det er sjovt, fordi det var noget min farmor og farfar gjorde meget, da jeg var barn. De havde lært det, da de var børn i Serbien. Da jeg fortalte min farfar, at det ikke smagte af særlig meget, så spurgte han, hvordan jeg havde tilberedt det. Det viste sig at man får mest smag ud af det ved at koge blade og blomster med op i vandet i en gryde f.eks. Det husker jeg jo ikke fra dengang, lyder det fra Dragan Jovanovic.
Heldigvis var der råd at hente. For lige for tiden er Dragan ved at planlægge rundture i Nørreskoven sammen med Nichlas Norlander fra skovløberhuset Nørreskovhus.
– Teen blev ekstra god, da jeg kogte de tørrede blade og blomster op og lod det trække lidt. Og så med honning fra Nichlas’ bistade nede ved Nørreskoven, forklarer Dragan Jovanovic.
Eksperimenterne vil fortsætte. Måske museumsgæsterne en dag kan få smagsprøver.

Dragan Jovanovic (tv.) har fået hjælp af sin farfar (bagerst) og Nichlas Norlander (th.).

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder