Hverken Verdis eller Furesø Kommune kender noget til fundet af ammunition i forbindelse med tømning af en affaldscontainer.
Af Mikkel Kjølby
Nordsjællands Politis døgnrapporten den 22. maj kom der en melding om fund af skarp ammunition i forbindelse med tømning af en affaldscontainer.
– En kommunal renovationsmedarbejder ringede torsdag klokken 14.59 fra Værløse og fortalte, at han i forbindelse med tømning af en container havde fundet en skraldepose, hvori der lå en masse skarp ammunition, står der i døgnrapporten.
Furesø Kommunes renovation afhentes af virksomheden Verdis. Her kender de intet til sagen.
– Jeg har tjekket med alle medarbejdere. Vi kender intet til sagen, siger Sten Thirup-Bielefeldt, direktør i Verdis.
Heller ikke i Furesø Kommune kender man noget til sagen. Tyge Ringbøl er leder af de kommunale genbrugspladser.
– Det er ikke en af vores medarbejdere, som har fundet skarp ammunition, siger Tyge Ringbøl.
Nordsjælland Politis kommunikationsafdeling kan dog ikke hjælpe med flere oplysninger i sagen.

I døgnrapporten står der videre:
– Der var både forskellig ammunition og materialer til at fremstille ammunition. Ved politiets ankomst fandtes yderligere et brev tilhørende en død person blandt patronerne. Det blev konkluderet, at ammunitionen var blevet smidt ud under oprydning af dødsbo og taget med. Foruden ammunitionen fandt man desuden en lyddæmper, som også blev taget med af politiet.
Alt om Furesø hører gerne fra læsere, som ved noget om fundet af skarp ammunition, lyddæmper osv…






