Mystisk udbud vækker undren – hvor stopper det så?

Furesø Kommune har sat dette jordstykke på Højeloft Vænge

Kirsten Lund-Larsen, formand for Grundejerforeningen Nørreskov Park, efterlyser klare svar fra Furesø Kommune i sagen om udbuddet af Højeloft Vænge 42 uden lokalplan men med byggeret. Kan det danne præcedens for alle de grønne områder i Nørreskov Park?
Af Mikkel Kjølby
En 700 kvadratmeter stor grund klemt inde mellem Langkærvænge og solcelleanlægget ved Værløse Vandværk er sat til salg i offentligt udbud af Furesø Kommune.
Jordstykket har fået navnet Højeloft Vænge 42, er ikke omfattet af en lokalplan, men kommunen oplyser, at der kan bygges 25 procent på grunden. Jordstykket er en del af matriklen, som dækker alle Nørreskov Parks grønne områder – herunder Byfælleden Nørreskov Park.
Sagen er behandlet på lukket dagsorden i Furesø Byråd, så det er ikke muligt at finde oplysningerne om betingelserne for udbuddet, inden det udløber mandag eftermiddag.
Grundejerforeningen Nørreskov Park skriver et høringssvar til en høring som udløber efter udbudsfristen. Det kan lade sig gøre, fordi Furesø Kommune ikke forpligter sig til at tage imod budene.
Formanden for Grundejerforeningen, Kirsten Lund-Larsen, er bekymret for, at sagen danner præcedens og åbner en smutvej til at bebygge hele områdets friarealer.
– Grundejerforeningen vil i sit høringssvar udtrykke bekymring for, om udstykning og salg af HV42 kan komme til at danne præcedens for resten af det grønne område. Det vil være en udvikling, vi bestemt ikke ønsker, siger Kirsten Lund-Larsen og fortsætter:
– Vi er derfor ikke tilfredse med, at kommunen påtænker at se bort fra den bestemmelse i kommuneplanloven, som siger, at hele området skal bevares som fælles friareal for beboerne. Det er jo netop en af de værdier, som gør, at folk flytter til området. Det kan godt være, at den omtalte grund er en lille “blindtarm” i forhold til hele området, men hvis man ser bort fra intentionen i kommuneplanloven om grønne områder i ét tilfælde, hvor stopper det så, lyder det spørgende fra Kirsten Lund-Larsen.


Grundejerforeningen Nørreskov Park vil derfor have forsikringer fra Furesø Kommune.
– Vi vil gerne have kommunens bekræftelse af, at hensigten bag kommuneplanlov 11B5 fortsat respekteres. Og hvis udstykningen alligevel gennemføres, vil vi gerne have bekræftelse på, at den er en undtagelse, som ikke kan danne præcedens, lyder det fra Kirsten Lund-Larsen.
Den påtænkte byggegrund ligger meget højt og det giver også visse betænkeligheder.
-Vi er også bekendt med, at nogle af vores medlemmer i nærhed af grunden er bekymrede for indkik fra en eventuel ny bygning på grund af den høje beliggenhed, siger Kirsten Lund-Larsen.
Alt om Furesø har spurgt til sagen, men kan ikke nå at få svar inden udbudsfristen udløber, og har derfor valgt at skrive om sagen uden svar fra Furesø Kommune. 

Højeloft Vænge 42 er en del af matriklen som dækker alle grønne arealer i Nørreskov Park.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *