Kom med til natløb i vinterhalvåret. Farum Orienteringsklub og Orienteringsklubben Roskilde står klar til at tage imod.
Onsdag den 29. oktober kl. 18:00 arrangerer Farum Orienteringsklub og Orienteringsklubben Roskilde et natløb på Flyvestation Værløse.
– Der er en helt særlig stemning i skoven, når man bevæger sig rundt efter mørkets frembrud, på jagt efter poster i pandelampens skær. At løbe i mørket er en helt særlig oplevelse. Det kan være svært at få snøret skoene, når regn, rusk og kulde melder sin ankomst. Måske savner du også gode anledninger til at komme ud og bevæge dig i det mørke vinterhalvår. Vi har udfordringerne og oplevelserne til dig – du kan gå på jagt efter poster med et kort i hånden og en lampe i panden, fortæller Kai Beck-Andersen fra Farum Orienteringsklub.
Man finder frem til posterne ved at posterne er udstyret med en refleks, som ens pandelampe fanger.
Farum Orienteringsklub og Orienteringsklubben Roskilde står klar til at tage imod jer, når de inviterer til orienteringsløb på det mørke, spændende område på Flyvestationen. Mødested er Sandet 77, Værløse. Vel mødt!
Læs mere om tilmelding her: https://www.sportstiming.dk/event/16831
Næste løb er 12. november i Grib Skov Nord ved Esbønderup.







