Naturen lige nu – Flåterne er vågnet op

En skovflåt der endnu ikke har fået suget ret meget blod. Foto: Charlotte Søllner Hernø.

Skovflåterne myldrer frem alle steder og der er gode muligheder for at finde egnede ofre, for eksempel rådyr, dådyr, ræve, fugle og andre vilde dyr samt hunde og katte. Og selvfølgelig os mennesker.
Af Charlotte Søllner Hernø
Det er nu i det tidlige forår sæsonen for flåter er begyndt, da de forekommer lige fra marts måned og hen til langt ind november, hvis blot temperaturen er over 5 grader Celsius.
Når man opdager en lille skovflåt på huden, som endnu ikke har bidt sig fast og suget blod, kan den godt ligne en hurtigløbende lille edderkop. Men i modsætning til edderkopper, som har seks ben, så har en skovflåt otte ben. Flåter er således en selvstændig art, som der findes omkring 30 forskellige af og som er en orden af store, blodsugende mider. Det er dog kun tre arter af flåter i Danmark, som har betydning for dyr og mennesker: skovflåten, husflåten og engflåten.
Man opdager ofte flåter, hvis man har hund, som derfor kan gives en langtidsvirkende tyggetablet i sæsonen for at undgå, at flåterne sætter sig fast.
Mennesker kan beskytte sig med dækkende tøj og afskrækkende spay, der dog ikke yder 100 % sikkerhed. Det er også sin sag at have lange bukser og langærmet tøj på, når det bliver varmt og man hænger ud i haven eller bevæger sig i naturen.
Der er kun en ting at gøre, når man har bevæget sig i naturen, nemlig bagefter at tjekke hudfolder som f.eks. knæfolder, navle, armhuler, lysken og håret, alle de steder hvor der er fugtigt og hvor der er tynd hud. Og finder man en flåt, der har bidt sig fast, så fjernes den let med en flåttang eller blot med neglene, så snart, man opdager den. Bagefter kan man se et lille rødt bidmærke, der som regel forsvinder hurtigt.


Hvornår skal man søge læge
Hvis man til gengæld får et femkrone-stort rødt udslæt, hvor flåten har bidt, eller bliver sløj og utilpas med influenzalignende symptomer, så skal man søge læge.
Det er nemlig ikke uden grund, at man kalder skovflåten, som er den hyppigst forekommende blandt arterne af flåter, for Danmarks farligste dyr, for den kan i sjældne tilfælde overføre nogle sygdomme herunder borreliabakterien eller TBE-virus, som er en forkortelse for Tick Borne Encephalitis.
TBE forekommer kun i visse risikoområder som Bornholm, enkelte steder i Jylland og på Fyn, i Tisvilde Hegn og omegn fx Hareskoven og Allerød. Hvis bor eller besøger disse områder, anbefales det, at man bliver vaccineret mod TBE. I 2023 var 13 danskere indlagt med TBE, hvor otte var blevet smittet på Sjælland og fem på Bornholm.
Borreliabakterien kan medføre borreliose, som kan give forskellige symptomer. I begyndelsen ses et rødligt velafgrænset hududslæt omkring bidstedet, der spreder sig. I næste stadie kan borreliose give ledbetændelse. Data fra laboratorierne viser, at der registreres ca. 180 tilfælde af neuroborreliose om året. Heldigvis kan borreliose behandles effektivt med antibiotika.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

2 kommentarer til “Naturen lige nu – Flåterne er vågnet op”

Der er lukket for kommentarer.