Bestræbelserne på at skabe et sammenhængende og indhegnet naturområde fra Baunesletten i Værløse til Præstegårdsjordene i Farum afhænger i særlig grad af Naturstyrelsens velvilje. Forstfuldmægtig Charlotte Mølgaard går gerne i dialog med Furesø Kommune om planerne.
Ikke et oplagt sted til en naturpark
For en del år siden gennemførte Naturstyrelsen en undersøgelse af skovområder med henblik på udpegning af Nationalparker. Ryet Skov blev ikke blandt de udvalgte. I stedet er den udlagt til projektet Urørt Skov, og forberedelserne er i fuld gang.
Sidste år kom DN Furesø så med en plan om et sammenhængende naturområde med store græssende dyr i indhegning. Det skulle med Ryet Skov i centrum, men også på Baunesletten og præstegårdsjordene samt i Sortemosen.
Politikerne i Furesø Kommune bakker op med henvisning til øget biodiversitet og klimakrise. På det næste udvalgsmøde vil Udvalget for Natur- og Klima efter alt at dømme frigive 1 mio. kroner til planlægningen.
DN Furesø fik dog et mindre chok, da miljøminister Magnus Heunicke (S) svarede på en direkte henvendelse fra Morten Rosenvold Villadsen.
– I lyset af den offentlige godkendte forvaltningsplan er vurderingen, at helårsgræsning ikke kan lade sig gøre i hele området, da det vil betyde markante ændringer i den godkendte forvaltningsplan, skrev Magnus Heunicke blandt andet.
Alt om Furesø har derfor spurgt Naturstyrelsen om deres holdning. Forstfuldmægtig Charlotte Mølgaard uddyber:
– Vi har svaret Furesø Kommune, at det er positivt og spændende. Vi vil gerne i dialog om det. Umiddelbart kan vi dog ikke se for os hele Ryet Skov indhegnet til græsning. I forhold til Naturstyrelsen egne undersøgelser har Ryet Skov ikke stukket ud som et område, hvor det er nødvendigt med en naturpark. Men vi vil grundlæggende gerne i dialog om græsning på nogle af Naturstyrelsens arealer, lyder det fra Charlotte Mølgaard.
Og hvad så med Sortemosen?
DN Furesøs ønske om græsning i Sortemosen tager Naturstyrelsen også gerne en snak om, men der er forbehold.
– Naturstyrelsen ejer en del af Sortemosen, hvor der er et kludetæppe af ejere. Når vi tager et møde med Furesø Kommune, tager vi gerne en snak om Sortemosen, som har været udpeget til urørt skov siden 1994. Der er en værdig i det, der er nu i Sortemosen, siger Charlotte Mølgaard og påpeger, at området er underlagt EU-lovgivning i form af Natura 2000-bestemmelser om aske- og elleskov.
Formanden for DN Furesø, Carsten Juel, glæder sig til dialogen med Naturstyrelsen.
– I DN Furesø glæder vi os til, at Naturstyrelsen vil sætte sig med Furesø Kommune og finde en løsning for at skabe store sammenhængende naturområder rundt om Farum sø, hvor der stadig findes arter knyttet til den lysåbne natur – helst inden trækronerne lukker sig helt over de sidste lyskrævende orkideer og sommerfugle.
– Vi håber, at Naturstyrelsen følger de videnskabelige anbefalinger fra landets biodiversitetsforskere og prioriterer størrelse, sammenhæng og intakte økosystemer i samarbejde med de øvrige af områdets lodsejere, lyder det fra Carsten Juel.