Af Egil Hulgaard, Byrådsmedlem og tidligere Medlem af Folketinget.
Søren Pape havde et motto. Den, der har det sjovest vinder. Det var ikke bare noget han sagde. Sådan var han.
Søren Pape var en helt unik politisk leder. Han ledede med inspirationen som vejviser. At kunne gøre det i magtens centrum kræver noget helt særligt. Jeg kender ikke andre. Det betød at Folketingsgruppen var 100% loyal på et niveau, hvor aviserne begyndte at brokke sig over den. Jeg har aldrig før set en avis-leder besvære sig over partiloyalitet i Folketinget, men sådan var det. Da vi i folketingsgruppen skulle diskutere om vi ville nikke til rigsretssagen mod Inger S, var gruppen enige om, at Mai Mercado skulle melde beslutningen ud. Det blev den 10 dage senere. Ingen lækkede nyheden. Et tydeligt resultat af den loyalitet Pape skabte omkring sig i et miljø, hvor andre Folketingsgruppers beslutninger nogen gange bliver lækket til dagbladene, mens gruppemødet pågår.
Da jeg først kom i Folketinget, havde jeg forventet at skulle kæmpe hårdt for at finde min plads i gruppen. Under Søren Pape var Folketingsarbejdet anderledes – det var en fest. Inspirerende, udviklende, opbakkende, retningsgivende, ordentligt. Han skabte en kultur omkring magten, der var Danmark værdig.
Den urimelige behandling han fik ved sidste Folketingsvalg ramte ham hårdt, fordi det billede, der blev skabt, ikke var det, han var. Og han var den, der mindst fortjente den.
Tilbage hos dem, der stod ham nær, står mindet om en af de største politiske ledere, der gennem sin stil spredte tillid og inspiration omkring sig. Det er mit inderlige håb, at den kultur han byggede op vil blive husket – i Danmark, i Folketinget og i Det Konservative Folkeparti.
Tak for alt det du gav, Søren.
