Noah Markmann er taknemlig for alt, hvad FC Nordsjælland har gjort for ham. Han vil gøre alt for at betale tilbage, inden han en dag får drømmen om en kontrakt i udlandet opfyldt.
Af Mikkel Kjølby
Taknemligheden lyser ud af øjnene på Noah Markmann, og der kommer alvor i stemmen på den 18-årige knægt fra Hørsholm, når snakken falder på hans år hos FC Nordsjælland.
– FC Nordsjælland opfylder drømme, hvis man ellers er villig til at tage dem, siger Noah Markmann.
Noah Markmann kom til FC Nordsjælland som 11-årig. Han var ellers til prøvetræning i andre topklubber, men der var et eller andet, som rørte ham i Farum.
– Mavefornemmelse sagde FC Nordsjælland med det samme, fortæller Noah Markmann.
Det valg har han ikke haft grund til at fortryde. Det handler meget om, at klubben tager nogle aktive valg for spillerne.
– Alle de valg, de har taget for mig, har gjort mig til den, jeg er i dag. Klubben forstår at tage de rigtige valg for en, forklarer Noah Markmann.
Han er i dag, i en alder af 18 år, en etableret Superligaspiller med et ansvar langt ud over, hvad man normalt forventer af en teenager, men det pres har han vænnet sig til.
– Lige siden jeg kom til klubben, har trænerne sendt mig en årgang op. På den måde lærer man, at alder ikke betyder noget, for det er de samme pligter på det næste hold. Alder går vi ikke op i her i FC Nordsjælland. Vi går op i hvem, der er de bedste, siger Noah Markmann.
Vil give tilbage til klubben
Noah Markmann har halvandet år tilbage af sin kontrakt med FC Nordsjælland. Han lægger ikke skjul på, at han gerne vil til udlandet, men inden da vil han give tilbage til det system, som har formet ham.
– Jeg vil give tilbage til den klub, som hjalp mig. Jeg kan vise vejen for nogle af de unge mennesker, som kan lære af mig og tage det til sig, siger Noah Markmann.
En anden måde at give tilbage på kunne være at spille klubben i mesterskabsspillet. Det kræver gode resultater i grundspillets fire sidste kampe.
– Det er klart, at det ikke gik, som vi havde håbet inden jul. Vi vil sindssygt gerne i top-6. Vi ved alle sammen, hvor vigtigt det er. Vi står foran fire finaler med stort pres på, men pres er en fed ting, lyder det fra Noah Markmann.
FC Nordsjælland åbner forårskampagnen med en hjemmekamp mod SønderjyskE søndag den 8. februar kl. 14.






