Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten har indgået en aftale om budgettet for 2027 og 2028. Men er ikke kommet helt i mål i forhold til at overholde servicerammen, det vil partierne klare i fællesskab.
Af Mikkel Kjølby
Først kom aftalen om Sigtelinjerne fra Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Konservative.
Det fik hårde ord om uansvarlig økonomisk politik med på vejen af borgmester Nicolai Bechfeldt (V), og Liberal Alliance lavede ligefrem en AI-genereret karikaturtegning, hvor socialdemokraterne tømmer kommunekassen.
Nu har forvaltningens budgetforslag været igennem høringsprocessen, og de fem partier har i denne uge forhandlet de sidste detaljer på plads.
Torsdag 15.35 blev den sendt til pressen. Det var lige før borgmesteren indviede JOBhuset Hareskovhvile.
Viceborgmester Bettina Ugelvig (A) har haft stor fornøjelse af forhandlingerne med de fire andre partier.
– Vi vil være en omsorgsfuld kommune, hvor der er rart at bo, og vi skal fortsat have styr på økonomien. Som formand for Børne- og skoleudvalget er det en stor tilfredsstillelse, at vi med budgettet sikrer flere medarbejdere omkring børnene både i dagtilbud og på skolerne, og at vi også udvikler de fysiske rammer. Fastholdelsen af normeringerne på ældreområdet er jeg også stolt af, siger Bettina Ugelvig.
Ifølge pressemeddelelsens indeholder aftalepartiernes budgetudkast en markant forbedring i forhold til overholdelse af servicerammen, når man sammenligner med det budgetforslag, der har været i høring.
Men man er ikke kommet helt i mål.
– Vi er bevidste om, at der stadig udestår en mulig udfordring i forhold til den vejledende serviceramme for Furesø. Bliver der behov for en justering er aftalepartierne enige om at finde en løsning i fællesskab. Aftalen lever fuldt og helt op til den vejledende anlægsramme, skriver partierne i pressemeddelelsen.
Konservative Lars Carstensen har holdt fast i, at kommunen skal drives ansvarligt
– For det Konservative Folkeparti har det været afgørende, at vi fastholder en ansvarlig økonomisk kurs, hvor vi hvert år afdrager et betydeligt beløb på gælden og sætter midler af til at vedligeholde vores bygninger og veje. Samtidig har vi prioriteret børnene og de ældre. Vi afskaffer lukkeugerne i daginstitutionerne, styrker skoler og dagtilbud og tilfører ældreområdet ekstra midler. Og vi har fået ryddet ud i en række besparelser på idræts- og kulturområdet. Det er jeg meget tilfreds med.
Nu er det børnenes tur
Til gengæld glæder man sig over alt det gode, som kommer med budgetaftalen.
– Med aftalen prioriteres det, der har størst betydning i hverdagen: gode rammer for børnene, en værdig ældrepleje, hjælp til mennesker i udsatte positioner, mere kvalitet i naturen og bedre vedligehold af vores veje og bygninger. Samtidig holder vi fast i en ansvarlig økonomi, lyder det i en pressemeddelelse fra de fem partier.
Partierne bag aftalen understreger, at der skal investeres i velfærd.
– Vi investerer, fordi Furesø skal være en kommune, hvor mennesker trives, og hvor vi også har et solidt økonomisk fundament under fremtidens velfærd, understreger de fem partier, som ønsker et bredt politisk samarbejde om Furesøs udvikling.
– Derfor inviterer vi nu de øvrige partier i Byrådet til at blive en del af budgetaftalen. Det gør vi, fordi de bedste og mest holdbare løsninger skabes i samarbejde, og fordi Furesø står stærkest, når vi tager et fælles ansvar for kommunens udvikling. Vi skal både passe godt på økonomien og have mod til at investere i fremtiden. Vi kan ikke spare os til en bedre kommune. Vi skal udvikle den sammen, lyder det fra Bettina Ugelvig (A), Jan Kjældgaard (F), Øjvind Vilsholm (Ø), Tine Hessner (B) og Lars Carstensen (C).
Børn- og unge prioriteres højt med penge til bedre normeringer i daginstitutioner. 4,5 mio. kr. ekstra i 2027, 7 mio. kr. i 2028 og 10 mio. kr. årligt fra 2029. Det er ud over de midler, som staten giver til bedre normeringer. Desuden afskaffes lukkeugerne i dagtilbud og FFO1 i 2027.
På skoleområdet afsættes midler til 34 ekstra voksne på skolerne.
Det er lidt uklart, hvad partierne vil for ældreområdet. Her nævnes følgende:
-På ældreområdet viderefører vi puljen til bedre normeringer og højere kvalitet i plejen i både 2027 og 2028. Samtidig løfter vi arbejdet med demens, forebyggelse og rehabilitering, og der skal udarbejdes en konkret plan for at øge antallet af plejeboliger, lyder det i pressemeddelelsen.
Jan Kjældgaard (F) formand for Handicap, Sociale indsatser, beskæftigelse og psykiatri, ser frem til udvidelser på området.
– Vi skal hjælpe børn og unge i mistrivsel tidligere, støtte udsatte familier bedre og få flere udsatte borgere ind på arbejdsmarkedet. Samtidig har vi sikret et markant løft af normeringerne i dagtilbud og skoler. Og SF har kæmpet for et budget, der investerer i mennesker. Det gør vi med dette budget, siger Jan Kjældgaard.
Det sker ved at afsætte penge til en akutpakke på det specialiserede børneområde. Pengene skal blandt andet bruges til at nedbringe antallet af sager og forkorte sagsbehandlingstiden til gavn for børn, familier og medarbejdere. Der skal etableres et samarbejde med Headspace for hurtigere at kunne hjælpe unge med udfordringer. Der er flere penge til Fontænehuset og jobcentrenes indsats oprustes.
Øjvind Vilsholm (Ø) glæder sig over, at budgettet markant løfter indsatsen for vores natur.
– Det skylder vi vores børn og børnebørn. Vi sætter også flere penge af til bedre busdrift – bl.a. aften- og weekendkørsel på linje 153 – og vi afsætter flere midler til forbedring af vores cykelstier. Jeg glæder mig også over, at ansætter flere voksne i vores daginstitutioner. Sidst men ikke mindst er jeg glad for, at vi bevarer Hareskov Bibliotek og Filmstriben, lyder det fra Øjvind Vilsholm.
Radikale Venstre har haft fokus på begrebet generationsansvar.
– Radikale Venstre har presset på for at tage vores generationsansvar alvorligt. Vi har medvirket til at løfte normeringer i dagtilbud og skoler med flere voksne. Vi har også arbejdet hårdt for, at kommunen kan komme udsatte børn og familier bedre i møde med flere ressourcer på PPR og det specialiserede socialområde. Samtidig er natur og grøn omstilling fortsat prioriteret og rammen for aktivitetstilskud til vores frivillige i foreninger er bevaret. De gør et stort arbejde for både børn og ældre som er meget anerkendelse værd og derfor er det også glædeligt at vi finder en lille smule midler til forundersøgelser til udbygning af idrætsfaciliteter, siger Tine Hessner (B)







