Det vrimler med holdninger og meninger om naturplejeprojekter i og omkring Furesø Kommune. Man skal dog være opmærksom på, at der er meget stor forskel på projekterne. Her er Alt om Furesøs guide.
Af Mikkel Kjølby
Naturpark Mølleåen, Naturnationalpark Farumskovene, Græsningsprojekt på Baunesletten i Værløse og Præstegårdsjordene i Farum og over det hele svæver DN Furesøs store vision: Stor natur.
Det er ikke svært at blive forvirret i den vrimmel af informationer. I et forsøg på at skille tingene ad, kommer her Alt om Furesøs guide til naturprojekterne.
Naturpark Mølleåen.
Begrebet blev skabt i 1940erne med Thorvald Stauning som en af bagmændene. Tanken var at give almindelige borgere adgang til smuk natur gennem en række fredninger.
Narturpark Mølleåen gik i glemmebogen, men ildsjæle fik det frem i lyset igen. Naturpark Mølleåen blev etableret for omkring ti år siden i et samarbejde mellem Frederikssund, Allerød, Egedal og Furesø kommuner, Naturpark Mølleåens Venner, Danmarks Naturfredningsforening, Naturstyrelsen og private lodsejere. Siden har samarbejdet været med til at binde naturområderne omkring den øvre del af Mølleåen tættere sammen.
Der er ingen hegn eller græsningsprojekter forbundet med Naturpark Mølleåen. Der er opsat hegn ved Klevad Enge, men det er Naturstyrelsens græsningsprojekt.
Netop i denne tid skal Naturpark Mølleåen gencertificeres. I den forbindelse vil Rudersdal, Lyngby og Gladsaxe Kommune blive inviteret med.
Det vil give mulighed for at skabe endnu mere sammenhængende naturpleje og en vandresti fra Strandmøllen ved Øresund til Roskilde Fjord.
Naturnationalpark Farumskovene.
Politikerne på Christiansborg har fokus på at skabe naturnationalparker. De første 15 naturnationalparker er vedtaget. Der skal findes mindst seks mere.
Naturnationalpark Farumskovene er et forslag fra DN Furesø om et område ved Christianshøjvej, Nymøllevej og Farumvej. Der vil blive tale om indhegning så der kan gå store græssere i området, hvis størrelse varierer fra 700 til 1000 hektar alt efter, hvem man spørger.
Projektet var med i første runde og blev fravalgt pga. trafikale udfordringer i forhold til de mange gennemkørende veje i området. Fx. skal der laves færiste i vejene.
Nu er det med i den næste runde. Det er op til Miljøministeriet at lave en indstilling af projektet. I sidste ende er det op til politikerne i forligskredsen at beslutte hvilke projekter, som skal fremmes. En række andre forslag er væsentligt længere fremme.
Området ejes af staten, Naturstyrelsen, og projektet skal finansieres af statslige midler. Furesø Kommunes rolle er udelukkende i forhold til at være positiv eller negativ. Furesøs tilbagemelding er positiv.
Naturpleje på Præstegårdsjordene i Farum
Netop i denne tid er der debat om fremtiden for Præstegårdsjordene i Farum.
Området består af en række marker ved Farum Sø. Farum Sogn ejer området, og Menighedsrådet bestemmer suverænt, hvad der skal ske med arealerne. Det er såkaldt repræsentativt demokrati.
Området er bortforpagtet til en økologisk landmand frem til august 2027. Menighedsrådet gør opmærksom på, at man vil tage hensyn til fem forudsætninger og har tre forskellige muligheder, som kan tages i brug. Herunder indhegning af en del af området, så der kan gå store græssere.
Baunesletten i Værløse
Græsningsprojektet i Værløse blev i den grad et slagnummer under valgkampen til byrådet.
Projektet blev vedtaget i foråret 2025 og åbnet i juni 2025. Først med mindre Dexter-stude. I dag med noget større Galloway-kvæg.
Projektet bliver lige så stille udvidet i takt med, at de nødvendige tilladelser kommer. I sidste ende vil det nå en størrelse på 17 hektar.
Visionen Stor natur i Furesø Kommune
DN Furesø præsenterede i 2023 visionen: Stor natur i Furesø Kommune.
Visionen omhandler naturlig afgrænsning fra Værløse vest om Farum Sø til Præstegårdsjordene i Farum.
Baunesletten. Markerne ved Værløse Vest. Ryget Skov. Sortemosen. Gretteshøj. Præstemosen og Kirkegårdsjordene ved Farum Sø.
Udvalget for Natur- og Klima nikkede til planen i slut 2023. Det blev besluttet at gå i gang med Baunesletten som det første. Herefter fulgte den voldsomme debat frem til vedtagelsen og kommunalvalget i november 2025.
Naturstyrelsen kunne ikke gå med til at afgive Ryget Skov, da der allerede var udarbejdet forvaltningsplaner for urørt skov. Siden har Naturstyrelsen dog afgivet et mindre areal af Ryget Skov ved Baunesletten.
Det bemærkelsesværdige er, at hvis man lægger Naturnationalpark Farumskovene sammen med græsningsprojekterne på Baunesletten og Præstegårdsjordene sammen, så har man i store træk gennemført visionen: Stor natur i Furesø Kommune.







