Ny sanseløsning øger trivsel på plejehjem

Plejehjemsbeboerne får stimuleret sanserne i det nye projekt.

Komplekse sygdomshistorier blandt beboerne, nedslidte medarbejdere og mangel på ansatte. Det er en af tidens store udfordringer, også på Furesøs største plejehjem Lillevang.
Den udfordring blev startskuddet til et offentlig-privat samarbejde mellem Furesø Kommune og Wavecare. Målet var at finde en løsning, som kunne skabe mere ro for beboere med demens og give medarbejderne nye værktøjer i plejen til beboerne. Samtidig kunne virksomheden afprøve og udvikle deres produkt.
I 2023 blev et sanseprojekt med sanselys, -musik og -film gennemført. Resultatet efter testperioden var mere ro blandt beboerne, mindre stress og mindre travlhed blandt personalet og mindre sygefravær.
I projektet udviklede Wavecare og ansatte sammen et sansekoncept, som bygger på virksomhedens erfaringer fra psykiatriske hospitaler, men som tager højde for, at man på plejehjemmene har nogle helt andre behov.
– Medarbejderne hjalp os med at forstå deres behov på en måde, som vi kunne omsætte til en relevant løsning. Normalt arbejder vi med systemer til sanserum. Men til plejehjem nytter det ikke at placere beboere i et særskilt sanserum. Her har personalet brug for kunne at skabe ro i hverdagens aktiviteter og i forbindelse med personlige plejesituationer, der hvor beboerne opholder sig normalt, fortæller Eva Wennerwald, CEO og Co-founder i Wavecare.

Borgmester Ole Bondo Christensen (A) ser samarbejdet som et svar på tidens udfordringer.
– Vi har brug for virksomhedernes hjælp til at udvikle løsninger, der passer til os, og som gør det mere attraktivt at arbejde på sundhedsområdet, siger Ole Bondo Christensen (A), i en pressemeddelelse.
Både ledere og medarbejdere på plejehjemmet er enige om, at det nye sansekoncept har flere positive effekter. Det glæder Lars Carstensen (C), udvalgsformand for Ældre og Sundhed i Furesø Kommune.
– Det her er et rigtig godt skridt på vejen til at finde løsninger, der hjælper borgere med demens. I projektet har vi set erfaringer med beboere, som er mindre urolige, som vandrer mindre rundt, og som er mindre udadreagerende. Det har givet mere ro, der hvor løsningen er prøvet af. Det giver bedre trivsel for både beboere og medarbejdere. Nu skal vi brede erfaringer ud til andre dele af Lillevang. Hvis de gode effekter fortsætter, vil det være spændende at bruge løsningen på andre plejehjem i kommunen, siger Lars Carstensen i pressemeddelelsen.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest