Nyt damedoublepar vandt i Aalborg

Amalie Cecilie Kudsk vandt sammen med Natasja P. Anthonisen en eliterække i Aalborg. Nu gælder det Holland og Finland Foto: Preben Dan.

Amalie Cecilie Kudsk og Natasja P. Anhonisen levede op til favoritværdigheden ved Elite Grand Prix i Aalborg. Nu gælder det turneringer i Holland og Finland.
Af Mikkel Kjølby
I forbindelse med Maiken Fruergaards karrierestop satte Badminton Danmarks sportslige ledelse tre nye damedoubler sammen.
Værløse Badmintons Amalie Cecilie Kudsk blev sat sammen med den mest meriterede damedoublespiller Natasja P. Anthonisen.
I weekenden den 27/28. september levede parret op til favoritværdigheden ved at vinde Elite Grand Prix i Aalborg. Finalen blev dog vundet uden kamp over et andet af de nye par, Simona Pilgaard og Amalies tidligere makker Signe Schultz.
Det tredje nye par, Mette Werge og Katrine Ravn var ikke med i turneringen.
Amalie Cecilie Kudsk glæder sig over, at dagligdagens træning går godt.
– Det går super godt i dagligdagen. Vi er en masse piger, der træner sammen og har fået sat et super godt træningsmiljø op sammen, fortæller Amalie Cecilie Kudsk.
Det nye makkerskab fik sin ilddåb i Canada og USA i forsommeren. Nu er de værste kanter slebet af.
– Vi skal stadig lære hinanden og vores spil at kende endnu bedre, men vi tror begge på, at det her nok skal blive rigtig godt. Vi har vundet de danske turneringer indtil videre, men håber på at kunne gøre det endnu bedre på den internationale scene, siger Amalie Cecilie Kudsk.
I denne uge gælder det Dutch International på den europislke tour og ugen efter går turen til det nordlige Finland, hvor der skal spille Arctic Open – en BWF Super 500-turnering, hvilket er niveauet lige under de største turneringer.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder