Nyvalgt lokalpolitiker stifter Lommepengepuljen Furesø

Mehmet Anik har stiftet Lommepengepuljen Furesø..

Mehmet Anik (S) har fokus på at gøre noget for de udsatte eller fattige børn i Furesø Kommune. Han har oprettet en underafdeling af Lommepengepuljen i Furesø Kommune og søger støtte fra virksomheder og privatpersoner.
Af Mikkel Kjølby
Furesø Kommune er generelt præget af velstand, men den seneste opgørelse fra Arbejdernes Erhvervsråd påpeger, at over 250 børn lever i fattigdom i kommunen.
Mehmet Anik er nyvalgt byrådsmedlem og formand for Kultur, Fritids og Idrætspuljen, men hans første store initiativ er i privat regi.
– Jeg vil gøre noget for de børn, som ikke kommer med i Tivoli, fordi familien ikke har pengene til turen med klassekammeraterne, eller ikke har råd til at gå til fodbold, forklarer Mehmet Anik.


Mehmet har derfor oprettet en underafdeling af Lommepengepuljen i Furesø Kommune.
– Kommunen gør meget for de udsatte familier, men indimellem er der brug for støtte på en anden måde, end kommunen kan gøre det. Det er her Lommepengepuljen kommer ind i billedet, siger Mehmet Anik.
Det kommer til at kræve noget benarbejde. For det er tanken, at lærere, pædagoger, trænere, frivillige eller bekendte skal kunne henvende sig og gøre opmærksom på, at der er et behov for støtte til et barn.
Desuden er det tanken, at midlerne i puljen skal komme fra virksomheder eller privatpersoner som gerne vil støtte.
– I første omgang skal jeg rundt til virksomhederne og spørge efter støtte. På sigt er det tanken, at gøre det mere professionelt og finde støtte fra fonde, forklarer Mehmet Anik.
Man kan følge Lommepengepuljen Furesø på facebook, hvor der også et kontaktinfo, hvis man gerne vil være med i arbejdet eller har brug for støtte.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder