Ofelia overrakte blomster til prinsessen

Ofelia holder stolt en håndlavet buket af vilde blomster og grønne kviste, til overrækkelse til et kongeligt besøg på Spejdernes Lejr 2026 i Hedeland. At optræde som blomsterpige og overrække en buket til en kongelig gæst er en særlig ære, der sætter et varigt minde for den heldige spejder. Fotograf: Jakob Vibe, j@kobvibe.dk

Prinsesse Benedikte er protektor for Det Danske Spejderkorps og De Grønne Pigespejdere. Hun lagde vejen forbi Spejdernes Lejr.
Af Hanne Nørgaard
Torsdag var en helt særlig dag på Spejdernes Lejr i Hedeland. Lejren fik nemlig meget fint besøg af Prinsesse Benedikte, som er protektor for Det Danske Spejderkorps og De Grønne Pigespejdere.
Under besøget spillede spejderne fra Furesø Kommune en helt særlig rolle. Ofelia, som er smutte hos De grønne pigespejdere i Jonstrup, fik nemlig den store ære at overrække en buket blomster, da prinsessen ankom til lejren.
Ofelia, som havde øvet sig på at neje, klarede det i fin stil og fik sig endda en lille snak med prinsessen.


Senere på dagen skulle Prinsesse Benedikte ud at se nærmere på den store lejr. Undervejs besøgte hun Ravnehus-spejderne fra Hareskovby. Både små og store spejdere var spændte på besøget og havde ryddet op og forberedt sig godt på det fine besøg, som skabte en helt særlig energi i lejren.
Besøget hos de blå spejdere fra Hareskovby var en stor succes.
Nu lakker lejrlivet efterhånden mod enden. Spejderne fra Furesø Kommune skal med bussen hjem søndag morgen, så lørdagen skal gå med at pakke sammen og bryde lejren ned.
Lørdag aften skal alle 30.000 spejdere mødes ved hovedscenen til det store afslutningsbål.
Mon ikke det bliver lidt vemodigt for de fleste at nyde fællesskabet en sidste gang i denne omgang?”

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *