Mød og hør eventyrer Rasmus Krath fortælle om en dødsensfarlig rejse onsdag den 25. marts kl. 19.30 på Den Gamle Skole i Kirke Værløse.
Hver dag vandrer mellem 1.000 og 2.000 migranter ind i The Darién Gap på flere dages lang og farlig rejse gennem junglen, over bjergene og gennem floderne mellem Colombia og Panama, som er det eneste landområde, der forbinder Sydamerika og Nordamerika, og som er et af planetens ‘last wildernesses’.
Ikke alle overlever rejsen. Mange migranter dør i junglen, og især børn bliver skyllet væk i floderne.
Rasmus Krath krydsede senest The Darién Gap jungle for at dokumentere klodens største migrationsrute, og undervejs fulgte han en familie fra Venezuela og hele vejen på ruten.
Foredraget er både deres og hans historie. Rasmus er i dag ven med familien og er den stolte gudfar for deres tre børn.
Rasmus Krath er professionel eventyrer, og han har rejst i tæt på 100 lande, herunder mange gange til krigs- og katastrofeområder. Han blev optaget i Eventyrernes Klub i 2006. Læs evt. mere på www.rasmuskrath.dk
Der vil blive serveret gammeldags æblekage, kaffe og te. Pris: 30 kr. for medlemmer og 60 kr. for gæster. Alle er velkomne.
Arrangør er Kirke Værløse og Omegns Husmoderforening.







