Påbud for Plejehjemmet Solbjerghaven er ophævet

Plejehjem Solbjerghaven har fået ophævet de to påbud af Styrelsen for Patientsikkerhed.

I november 2023 udstedte Styrelsen for Patientsikkerhed to påbud omkring dokumentation og medicinhåndteringen til Plejehjemmet Solbjerghaven. Siden har Furesø Kommune og medarbejderne arbejdet målrettet for at bringe sundhedsmæssige forhold i orden. Nu er begge påbud ophævet.

En regn af påbud til ældreplejen
Det var indledningen på en regn af påbud til ældreplejen i Furesø Kommune, da Styrelsen for Patientsikkerhed i oktober måned gav to påbud til Plejehjemmet Solbjerghaven. Indenfor de næste tre måneder fulgte påbud til Plejecenter Svanepunktet og Rehabiliteringscentret.
Furesø Kommune oplyser i en pressemeddelelse, at:
En målrettet indsats på Plejehjemmet Solbjerghaven har haft den ønskede effekt på patientsikkerheden. Det blev bekræftet efter, at Styrelsen for Patientsikkerhed gennemførte et opfølgende tilsyn på plejehjemmet i januar 2024. Styrelsen fremhæver i deres afgørelse, at Plejehjemmet Solbjerghaven har arbejdet målrettet med at bringe sundhedsmæssige forhold i orden, og de har netop ophævet begge påbud.
Centerchef for Sundhed og Seniorliv i Furesø Kommune Helle Winther Dahl fortæller:
– Vi har taget påbuddene meget alvorligt. Vi igangsatte i Furesø derfor et omfattende arbejde på tværs af forvaltning og enheder. Hensigten var at anvende hinandens kompetencer og erfaringer bredt i kommunen, så borgerne altid modtager pleje og behandling af en høj kvalitet”, siger Helle Winther Dahl i pressemeddelelsen.
På Plejehjemmet Solbjerghaven blev Furesøs hjemmesygepleje og forvaltningens udviklingssygeplejersker involveret i de initiativer, der blev igangsat kort efter tilsynsbesøgene. Alle medarbejdere blev undervist og fik tjekket, at de kunne tilgå Furesøs instrukser online. Der blev også investeret i adgang til en digital platform, som fremadrettet skal støtte systematisk oplæring og kompetenceudvikling.

Med støtte fra hjemmesygeplejen blev der foretaget sygeplejefaglige udredninger af samtlige beboere på plejehjemmet, og alle faggrupper arbejdede målrettet med dokumentationen.
– Indsatsen viste sig at være effektiv og resulterede i, at Styrelsen for Patientsikkerhed ved det opfølgende tilsyn i januar 2024 ophævede de to tilsyn på Solbjerghaven. Det er godt gået, og det fortæller mig, at vi er på rette vej”, siger Helle Winther Dahl.
Konklusionen fra Styrelsen for Patientsikkerhed var, at der ikke mere var nogen fejl og mangler i medicinhåndteringen; at dokumentationen fremstod systematisk; og at borgernes problemer og risici var vurderet og dokumenteret i tilstrækkeligt omfang. Dette fik Furesø Kommune at vide i februar 2024.

Arbejdet fortsætter på plejehjem og rehabiliteringscenter
Furesø Kommune har siden efteråret 2023 arbejdet målrettet på løfte kvaliteten med dokumentation og medicinhåndtering på tværs af ældreområdet i kommunen.
Der er nu fast undervisning i dokumentation for sygeplejersker og social- og sundhedsmedarbejdere på plejehjem og Rehabiliteringscentret. Undervisningen foregår flere gange om ugen og varetages af kommunens udviklingssygeplejersker.
Herudover har Furesø Kommune indledt et samarbejde med Dansk Selskab for Patientsikkerhed. Formålet er at sikre, at alle ældreområdets enheder arbejder med kvalitet og patientsikkerhed på en ensartet måde, så borgerne altid modtager træning, pleje og behandling af en høj kvalitet.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest