Af Samuel Nielsen, præst i Værløse-Hareskov sogne
Påskedagens beretning begynder tidligt om morgenen. De kvinder, der har fulgt Jesus indtil hans død, tager ud til hans grav for at smøre hans døde krop med salver. Men når de ankommer, er graven tom. Og i stedet får de en besked: “Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her. Han er opstået”.
I det udsagn ligger det troens mysterium gemt, som for kristne verden over giver anledning til fejring med gudstjeneste, blomster og fællesmåltider. Når det siges, at Jesus ikke er at finde blandt de døde, hævdes det, at Jesus ikke er et fortidslevn, man kun finder i historiske skildringer. Når det i stedet hedder, at han er opstået, udtrykker det troen på, at Jesus er levende, nærværende og tilgængelig. Jesus er blandt de levende. Og de levende er os.
Gennem historien har kristne derfor nærmet sig gudstjenesten i den forventning, at Jesus vil være nærværende i læsningerne, tilgængelig under bønnen og på den måde vise sig levende til stede i det liv, vi lever. Man kunne måske sige, at opstandelsen er selve den luft, kirken ånder året rundt, ikke kun i påsken. Vi kan ånde luften af den kommende verdens liv, som en munk engang udtrykte det, midt i denne verden.
Men hvad vil det sige at ånde luften af den kommende verdens liv? Sådan kunne man måske formulere målet for al kristen spiritualitet. Det korte svar er: Når vores liv er båret af tro, håb og kærlighed.
Ligesom vores hjerte har brug for tilførsel af luft, sådan kan vi mennesker have brug for at elske, at håbe og at tro. Det kan endda opleves som at mangle luft, hvis ikke vi får lov at længes ud over, hvad vi umiddelbart kan se, og hvis ikke vi får lov at håbe at der findes mere, og hvis ikke vi får lov at elske ud over alle grænser. Den længsel kan være svingende. Nogle gange presser den sig mere på, nogle gange mindre. Og for nogen, mere end for andre. Men vi ved, at den er der.
Påskemorgen lyder da det enkle budskab: Vov at håbe på mere, end hvad verden rummer. Vov at elske ud over alle grænser. Vov at tro, at livet er større end døden. Hvad er trods alt det værste, der kan ske?
