
Farum Tennisklubs bestyrelse vil helst have minitennisbaner, men lader demokratiet bestemme om der i stedet skal investeres i padel- og pickleball-baner på anlægget.
Af Mikkel Kjølby
I tenniskredse er der lige nu en debat om, hvorvidt man skal holde sig til tennis eller udvide med padel og pickleball.
Nu skal medlemmerne i Farum Tennisklub tage stilling til netop dette emne. Bestyrelsen ser helst, at det midterste område renoveres, så de også kan bruges til minitennis, men har for demokratiets skyld også lavet et oplæg på to padelbaner og to pickleballbaner på anlægget.
– Bestyrelsen indstilling er, at vi har aldrig har ønsket at gå ind i at anlægge hverken padel eller picklebaner. Bestyrelsen vil prioritere en omlægning af det midterste område på anlægget, så det også kan bruges som fire minitennisbaner. Vi fremlægger det på demokratisk vis, så medlemmerne kan tage beslutningen på den kommende generalforsamling, forklarer Erik Schaadt, formand for Farum Tennis Klub.
Skitserne for padel og pickeballbaner blev afsløret ved et informationsmøde tirsdag den 25. februar. I samme moment blev tennisanlæggets nye flotte pyloner indviet, og der blev vist skitser for en ny indgang til tennisanlægget på Ryttergårdsvej.
I forhold til padel og pickleballbaner er der en fysisk udfordring. Furesø Kommune har en jordbunke liggende på en del af området. Den skal fjernes. Lige ved jordbunden finder man klubbens minitennisbaner samt slåmuren og et gammelt fundament til bobbelhallen. Det gør det vanskeligt at bruge området på fornuftig vis.
– Vi skal have afklaret, om man vil bruge så mange penge på at fjerne noget jord. Det er et mærkeligt område, man kan ikke bruge det til noget, hvis ikke jorden bliver fjernet. Ansøgningen er klar, og vi sender den ind, hvis medlemmerne beslutter at gå videre med padel og pickleballbaner, forklarer Erik Schaadt.
Baggrunden for oplægget er, at Furesø Kommune ikke vil eller kan bruge penge på anlægget. Klubben skal altså finansiere begge projekter selv. I den forbindelse er det nemmere at finansiere padel og pickelballbaner.
– Padelbaner tjener sig selv hjem på fem-seks år, og mange medlemmer ønsker padelbaner, så vi må undersøge den mulighed, siger Erik Schaadt.
Prissedlen for etablering af to padelbaner og to pickleballbaner lyder på ca. 3 mio. kr.
Allerød Tennisklub har investeret i padelbaner og har oplevet en massiv medlemsfremgang siden da.
