Fotograf Pia Lind har stiftet en frivillig forening, der tilbyder mindefotografering af englebørn.
Af Mikkel Kjølby
Normalt arbejder en fotograf med livets højdepunkter. Bryllupper, konfirmationer og andre mærkedage, hvor glæden er i centrum.
Fotograf Pia Lind arbejder også med den anden side af sagen. Intet kan være mere tragisk end at miste sit ufødte barn eller at opleve et barn gå bort i timerne efter fødslen.
– Jeg er stifter af foreningen Små Glimt – et frivilligt og gratis tilbud til forældre, der mister deres barn før, under eller kort tid efter fødslen. Børn, som ofte kaldes englebørn, fortæller Pia Lind.
– Det er en virkelighed, som sjældent får den plads, den fortjener. Sorgen er ubeskrivelig, og mange står alene midt i den. Uanset om du har mistet i graviditetsuge 18 eller til termin. Disse familier får aldrig muligheden for at hyre en fotograf til familieportrætter eller babybilleder. Derfor startede jeg Små Glimt – for at tilbyde nænsomme, respektfulde og kærlige fotografier som et varigt minde om det barn, der aldrig fik lov at blive, lyder det fra Pia Lind.
Foreningen Små Glimt tilbyder frivillig og gratis mindefotografering af englebørn. Pia bruger sin anden uddannelse som sygeplejerske i den sammenhæng.
– Indtil videre har vi gennemført en håndfuld fotograferinger – både ved termin og i forbindelse med såkaldte senaborter. Som neonatal sygeplejerske ved jeg, hvor dybt bevægende det kan være at stå med forældre i deres største sorg. Jeg var derfor meget spændt på, hvordan jeg ville reagere, når jeg selv skulle stå med kameraet i hånden i netop disse situationer, fortæller Pia Lind, som dog har fundet en dybere mening med det hele.
– Disse fotograferinger er noget af det smukkeste og mest meningsfulde, jeg har gjort, siger Pia Lind.
Foreningen Små Glimt arbejder på at blive landsdækkende.
– Vores ønske er, at alle hospitaler og jordemødre kender til os, så alle forældre kan få tilbuddet. Vi drømmer om, at vores tilbud bliver standard – en del af den faste procedure når der fødes englebørn – ikke som erstatning for sorgen, men som støtte i den, slutter Pia Lind.
www.smaaglimt.dk







