HB Køges stjerner satte hurtigt trumf på i pokalfinalen og vandt med 4-1 på Køge Stadion.
Af Mikkel Kjølby
Det var to meget forskellige strategier, som tørnede sammen i pokalfinalen på Køge Stadion lørdag eftermiddag. Denne gang strategien med rutinerede landsholdsspillere over udviklingsstrategien.
HB Køge var for hurtige, direkte, dygtige og skarpe. Allerede efter tre minutter slog Macy Schultz til med en flot og effektiv scoring. Amerikaneren gjorde det også til 2-0 inden pausen.
Det var svært at se, hvad det unge FC Nordsjælland skulle svare igen med. HB Køge afgjorde kampen Sarah Thygesen smukke chip over Ella-Maria Ervasti, men Flora Høier reducerede på straffespark.
I tillægstiden smækkede Mai Wendicke bolden i mål fra distancen til 4-1 med en flugter.
FC Nordsjælland-spillerne måtte derfor nøjes med at få sølvmedaljer hængt om halsen af Furesøs borgmester Nicolai Bechfeldt.
Det var fjerde sæson i træk, at FC Nordsjælland nåede pokalfinalen. Det blev til guld de første to gange, men så er det blevet til to sølvmedaljer i streg.
FC Nordsjælland sagde inden sæsonen farvel til en række profiler, og sæsonen har hele tiden stået i udviklingens tegn. Det er lykkedes med en pokalfinale og en tredjeplads i A-ligaen inden de sidste tre runder.







