Helikopter, hundepatruljer, et stort antal patruljevogne, indsatsleder på stedet. Nu er politiet færdig med undersøgelserne i Hareskoven.
Af Mikkel Kjølby
Nordsjællands Politi er færdige med undersøgelserne af en anmeldelse af et mistænkeligt forhold i Hareskoven.
– Vi modtog en anmeldelse om et mistænkeligt forhold. Vi har vurderet ud fra de undersøgelser, vi har foretaget, at der er tale om et legalt forhold, siger Jakob Tofte, vagtchef ved Nordsjællands Politi til Alt Om Furesø.
Politiet skrev kl. 19 på sociale medier, at en helikopter ville ankomme til området ved Værløse og Hareskovby for at assistere med undersøgelser af et mistænkeligt forhold. En af forsvarets helikopter svævede ganske længe over Hareskoven, Højlundshusene i Værløse og fløj langs Ballerupvej væk fra stedet. Den søgte med termisk varmesøgning.
Nordsjællands Politi afblæste indsatsen ved 21-tiden.
Et stort antal patruljevogne, hundepatruljer, indsatsleder og forsvarets helikopter deltog i undersøgelserne.
Ifølge vagtchefen har politiet undersøgt forholdet grundigt.
– Når vi siger, at vi tror på, at det er legalt forhold, så er det fordi vi har undersøgt tingene så grundigt som muligt. Intet peger på, at der er sket et strafbart forhold ude i den skov, siger Jakob Tofte, som ikke mener, at man kan tolke ud fra politiets massive tilstedeværelse, at der var tale om et alvorligt forhold.
– Når vi får en anmeldelse, er vi nødt til at undersøge det. Nogle gange kræver de meget eller lidt politi. Borgerne skal ikke være bekymrede for at være i Værløse. Vi har været på stedet og undersøgt tingene grundigt, lyder det fra vagtchefen.







