Populær professor fyldte Galaksen

Der er plads til 400 i Galaksen. Bente Klarlund flydte næsten hele salen. Pressefoto.

Seniorrådet i Furesø Kommunes arrangement med sundhedsforsker Bente Klarlund trak mange til Galaksen.
Budskabet var ret klart, da sundhedsforsker og professor Bente Klarlund denne uge var inviteret til at komme og give sine bud på at få mange gode, friske og raske år på toppen både fysisk og psykisk: Kom i gang nu. Det er aldrig for sent.
Det var Furesø Seniorråd, der havde inviteret kommunens + 60-årige til foredraget i Galaksen i Værløse. Og blandt de mange gode og brugbare råd, de fik med hjem, var, at motion er den helt store nøgle til at undgå sygdom. Og såmænd også at undgå demens. For selv om demens rammer som sort uheld, så kan faktisk 1/3 af demenstilfældene ifølge Bente Klarlund forebygges netop ved noget så enkelt som at dyrke lidt motion.
Budskabet var også ret klart: hvis man ikke lige magter 10.000 daglige skridt, fitnesscentre og lange løbeture, så kan meget mindre også gøre en forskel. 4.000 skridt eller endda 2.000 daglige skridt gør også en tydelig forskel. Det eneste der gælder, er at komme i gang. Hellere lidt end slet ikke.
Der var så også lidt mere kendte budskaber: Hvis du ryger, korter du 10 år af dit liv. Og husk at det er bedst at indtage sin vin og øl og anden alkohol sammen med et måltid og pænt fordelt over ugen og ikke som stort weekend-indtag.
Efter foredraget var der en stribe spørgsmål fra seniorerne i salen, og Furesø Seniorråd fik fortalt lidt om det forestående valg til Seniorrådet for Furesøs godt 12.000 seniorer.
Det finder sted den 18.november sammen med valget til Byråd og Regionsråd.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder