Farum Tennisklub har ansat den tidligere Hareskov Værløse-træner, Thomas Rønn som timetræner.
I foråret stoppede Thomas Rønn som fastansat tennistræner i Hareskov-Værløse Tennisklub. Nu starter han som timetræner i naboklubben, Farum Tennisklub.
– Thomas er en erfaren og engageret træner med 13 års erfaring fra klubber som KB, B93, Roskilde samt senest Hareskov-Værløse. Han har specialiseret sig i undervisning af børn i alderen 4-12 år samt voksne begyndere og letøvede, men underviser dog børn og voksne på alle niveauer, skriver Farum Tennisklub på facebook.
– En pædagogisk tilgang, stærke kommunikationsevner og evnen til at skabe trygge og motiverende træningsmiljøer er bare nogle af de ting, som Thomas er kendt og yderst vellidt for. Vi glæder os meget til det kommende samarbejde og ved, at vi med Thomas i timetræner-teamet nu kan løfte vores trænerkompetencer til et endnu højere niveau, lyder det fra Farum Tennisklub.







