Den 1. oktober 2002 holdt Johannes Krarup sin første gudstjeneste som sognepræst i Værløse. 21 år senere er han blevet folkekær. Han deler ud af sine erfaringer og livslærdom i denne serie, hvor vi kommer med på fem nedslag i hans liv.
Afsnit 1: Menneskets skyggeside
Johannes Krarup blev født i Kolding, som den tredje i en flok på fire. Han har to ældre brødre og en lillesøster.
Han var blot et par måneder gammel, da familien rejste til Etiopien, hvor hans far tiltrådte en stilling som missionær.
Familien drog videre til Nigeria og Liberia. Seks år gammel startede Johannes på kostskole sammen med børn fra hele verden.
– Sådan var det bare. Missionærbørn kom på kostskole. Det var en multinational skole. Det var jo sådan, at man skulle lære at sno sig i drengeflokken. Ingen tvivl om, at der var en hakkeorden, fortæller Johannes Krarup.
Hvis man lytter nøje til Johannes Krarups prædikener, støder man ofte på fortællinger om menneskernes skyggeside. Og ikke mindst, hvordan man kontrollerer den.
– Der er en skyggeside hos mennesker. Hvis ikke du bliver holdt til regnskab, så kommer den til udtryk. I en sådan situation som på en kostskole bliver man klar over, at der i alle sociale situationer vil være grupper, som vil dominere hinanden, og du oplever de spil, der vil være, forklarer Johannes Krarup.
Hans to ældre brødre gik på samme kostskole, hvilket gav en styrke, men brødrene boede ikke på værelse sammen. Dagligdagen gik med skolegang og gøremål. De mindst hængte tøj til tørre, de lidt ældre havde køkkentjansen og stegte pandekager.
– Som lille dreng var det en god idé, at alliere sig med en stor og stærk dreng. Da jeg havde været der nogle år, fik jeg en 3-4 ældre dreng fra Indien som stuemakker. Han havde hjemve og hulkede natten lang. Jeg skulle træde til og hjælpe ham, siger Johannes Krarup om den svære situation, som blev en tidlig smagsprøve på opgaven som sjælehyrde for en menighed.
Johannes Krarup fryder sig ved, at kristendommen har et realistisk syn på mennesket.
– Vi finder det i mange af teksterne og i salmerne fra gamle dage. Konfirmanderne får også besked på, at de har en ond side i sig. For der bor noget ondt og grusomt i os. Hvis man ikke lærer at håndtere det, kan det gå grueligt galt. Man skal huske på, at helt almindelige mennesker har udført forfærdelige gerninger, siger Johannes Krarup, og peger på et vigtigt element i børneopdragelse.
– Det er utrolig vigtigt med voksent nærvær og regulering. Børn kan ikke opdrage sig selv og andre børn. De skal have sat grænser og lære værdier. Det har vi alle sammen brug for, siger Johannes Krarup.
2 kommentarer til “Præstens livslærdom del 1 – Menneskets skyggeside”
Ja, der er Johannes 👍👍👍💕 Dejlig artikel
God artikel. Han er en god fortæller
Mvh Birgitte Risvang.
Der er lukket for kommentarer.