Gaverne fra Ønsketræet på Farum Bytorv og en masse hjertevarme var limen i Red Barnet Furesøs julefest for ukrainske familier.
Den 22. december dannede Red Barnets lokalafdeling i Furesø rammerne om en stemningsfuld juletræsfest for ukrainske familier, hvor fællesskab, nærvær og juleglæde var i centrum. Dagen bød på fælles mad, hygge og ikke mindst uddeling af gaver fra Ønsketræet; en gestus, der bragte stor glæde hos både børn og voksne.
Arrangementet samlede familier, frivillige og arrangører i en varm atmosfære, hvor der var plads til både smil, latter og bevægelse. For mange af børnene var det en dag, hvor bekymringer blev sat på pause, og hvor julen igen fik lov til at føles som noget trygt og glædeligt.
En af de deltagende forældre beskriver oplevelsen således:
-Jeg var utrolig glad for at være en del af denne begivenhed – følelserne var simpelthen overstrømmende, og ord er ikke nok til at udtrykke dybden af taknemmelighed. Børnenes øjne strålede af oprigtige smil, varme, opmærksomhed og ægte støtte blev følt. Jeg vil gerne overbringe de varmeste ord af taknemmelighed til alle arrangører, frivillige og alle, der gav vores børn glæde, omsorg og et stykke af deres hjerte. Tak for varmen, for ferien og troen på det gode.







