Af Mikkel Kjølby, stifter og redaktør af Alt Om Furesø.
I min barndom var det normalt med F-16-jagere i lav højde over Værløse. Jeg mindes en Nato-øvelse, hvor vi flere gange sank forskrækkede sammen i gården i Ryethave, når jetjagerne gennembrød lydmuren i lav højde. Larmen og lufttrykket var så voldsomt, at blokkene rystede, og vi knægte forsøgte at redde den sidste rest sejhed ved at børste støvet af bukserne og sige høhøhø.
Jeg husker så glimrende, hvordan samtlige børn i skolegården på Søndersøskolen stoppede op og stirrede ud over søen, når den infernalske larm fra Hercules-motorerne indikerede, at man snart kunne se et fly lette ud over Hareskoven.
Flyvestationen var for os børn et mytisk sted, som man fik adgang til hvert fjerde år, når der var Air Show. Nogle knægte fra Kirke Værløse pralede ofte med, at de havde fundet et hul i hegnet. De fremviste stolt genstande inde fra flyvestationen. Vi andre var ved at revne af misundelse.
På en måde følte vi os en smule involveret. For der gik historier om spioner, der gik rundt og tog billeder, så vi skulle være vakse og holde øjne og ører åbne.
Hver gang vi havde vikar, tog vi turen rundt om Søndersø og stødte på hegnet ude ved den gamle smugkro og de mystiske indhug i skoven, som tyskerne havde lavet for at skjule lastbiler med brændstof, hvis der kom et allieret angreb.
Der gik også historier om engelske bombeflybesætninger, som holdt weekend i København med fuld bombelast (nuklear?) stående ude på Flyvestation Værløse.
Det med atombomber var noget særligt lige i Værløse. For på TV kunne vi høre, at hvis Sovjetunionen angreb, så ville den første atombombe falde over Flyvestation Værløse.
Heldigvis, kan man sige, var min stedfar tidligere sergent. Han trøstede mig med, at det skulle jeg kun være glad for. Så var det nemlig hurtigt overstået, og tak for det. For hvem havde egentlig lyst til at gå rundt og smelte lige så stille eller være radioaktiv i dagevis.
Sådan var det nu engang at vokse op i Værløse!
