
Overskuddet fra salget af genbrug går til spejderne og til velgørende og almennyttige formål. I år uddeler Spejdernes Genbrug mere end nogensinde før.
Af Mikkel Kjølby
Den første lørdag i hver måned holder de frivillige i Spejdernes Genbrug åbent i genbrugshallen på Havremarken i Farums Erhvervskvarter. Det er kulminationen på en stor indsats med at indsamle og sortere genbrugsvarer fra Farum Genbrugsplads og nu også fra en fælles indsamling organiseret af Vestforbrænding.
Meningen med det hele står lysende klart en gang om året, når donationsgruppens indstilling godkendes ved den årlige generalforsamling.
I runde tal er den samlede omsætning på 3 mio. kr. årligt. Heraf er overskuddet på ca. 2 mio. kr. Overskuddet fordeles i to lige store puljer. En til spejderformål og en til velgørende og almennyttige formål.
Mandag aften den 31. marts skete det så igen. Der blev samlet set uddelt 2.2 mio. kr. Det er det højeste beløb nogensinde, men dog ikke meget større end sidste år.
– Det er simpelthen fantastisk. Det er mit yndlingspunkt hvert år. Man bliver så glad, når man læser om fordelingen af midlerne. Det er altså dejligt, siger Sven Krarup Nielsen, formand for Spejdernes Samråd i Furesø.
Spejdernes Genbrug ejes af de otte spejdergrupper i Furesø Kommune. Halvdelen af midlerne uddeles til spejderformål samt til Sct. Georgs Gildets aktiviteter.
– Det er en del af årsagen til, at så mange børn og unge går til spejder i Furesø. Det går til at holde kontingentet nede, men også til gode faciliteter og aktiviteter for spejderne, forklarer Sven Krarup Nielsen.
De seneste år har spejderne sparet op til en ny hytte på Stavnsholt Gydevej 80, hvor den gamle hytte ikke længere kan stå for mosten.
– Vi er være oppe på 2 mio. kr. i opsparing, så vi kan bygge et nyt hus, siger Sven Krarup Nielsen.
Den anden halvdel af midlerne går til velgørende og almennyttige formål.
– Det er ofte støtte til velgørende formål i forhold til svage borgere. Mest i forhold til børn og unge, men også til voksne, forklarer Sven Krarup Nielsen.
En stor del af denne pulje går til Afrika. Her batter pengene endnu mere.
– Det er penge til forbedring af faciliteter. Det kan være til en ny skole eller huse til forældreløse børn. Der kommer mere ud af pengene i Afrika, fortæller Sven Krarup Nielsen.
Alt dette organiseres af donationsgruppen, som vælges blandt de frivillige i Spejdernes Genbrug. De ni medlemmer af donationsgruppen og modtager og opsøger ansøgninger.